Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Nyhedsavisen har begæret aktindsigt vedrørende modtagelse af gaver, konsulenter i Forsvaret, tjenesterejser, afregninger for personlige udgifter, materiale i relation til sager om rejser, gaver mv. i det norske forsvar, samt i aktindsigtssager behandlet ved Forsvarskommandoen for perioden 1. marts 2007 til nu.
FKO svar:
1. De har ved ref. a. anmodet Forsvarskommandoen om aktindsigt i følgende forhold:
1.1. ”Hvad har de norske sager medført af efterforskning og korrespondance i Danmark. Jeg ønsker al korrespondance om den norske sag i det danske forsvar – også korrespondance med Forsvarsministeriet eller andre parter.”
1.2. ”Jeg ønsker at se samtlige efterforskningsrapporter, som Forsvarets Interne Revision eller andre efterforskningsrapporter, som dansk forsvar har gjort siden 2003. Gerne anonymiseret - som offentlighedsloven giver mulighed for.”
1.3. ”Jeg ønsker en opgørelse over antal konsulenter, der har været ansat i dansk forsvar siden 2003 - og hvor mange af dem, der er tidligere ansatte i forsvaret.”
1.4. ”Jeg ønsker en samlet opgørelse over rejser for officerer betalt af leverandører eller tredjepart siden 2003 - og en opgørelse af partner/ægtefælle, der er betalt af samme.”
1.5. ”Jeg ønsker en komplet gaveliste givet til oberster og opefter i samme periode fra partnere uden for forsvaret.”
1.6. ”Jeg ønsker kopier af alle afleverede regninger for oberster og op efter af personlige udgifter fra 2003 og frem.”
1.7. ”Jeg ønsker en kopi af samtlige aktindsigtsbegæringer afleveret siden marts 2007 og forsvarets svar på samme.”
2. Forsvarskommandoen skal indledningsvist bemærke, at en aktindsigtsanmodning i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 3. skal angive de dokumenter eller den sag, De ønsker at blive gjort bekendt med. Der er således ikke en forpligtigelse til at besvare spørgsmål eller at udarbejde sammenstillinger af oplysninger mv. på baggrund af offentlighedslovens bestemmelser.
3. Forsvarskommandoen har nedenfor anført bemærkninger og afgørelser på Deres spørgsmål og ønsker anført i pkt. 1.:
3.1. Ad.: pkt.: 1.1.: De norske sager har betydet, at der fra Folketinget er blevet stillet fire såkaldte § 20 spørgsmål til Forsvarsministeren, herunder spørgsmål nr. S. 5893 og S. 5894 i juli 2006 samt spørgsmål nr. S. 151 og S.152 i oktober 2006. Forsvarsministerens svar kan findes på Folketingest hjemmeside. Forsvarskommandoens bidrag til besvarelse af § 20 spørgsmål er – som sekretariatsbistand – undtaget for aktindsigt jf. offentlighedslovens § 10. stk. 3. § 20 spørgsmål.
Herudover har Forsvarskommandoen modtaget en anmodning om aktindsigt fra Kristian Hansen, Computerworld Denmark i samme sag. Kopi af aktindsigtsanmodningen og Forsvarskommandoens svar er vedlagt som bilag 1-3.
3.2. Ad.: pkt.: 1.2.: Det er ved ref. b. aftalt, at De retter henvendelse til Forsvarets Interne Revision samt til Forsvarets Auditørkorps desangående.
3.3. Ad.: pkt. 1.3.: Forsvarskommandoen er ikke i besiddelse af opgørelser over antallet af konsulenter, der har arbejdet for forsvaret.
3.4. Ad.: pkt.: 1.4.: Det er ved ref. b. aftalt, at De retter henvendelse til Forsvarets Materieltjeneste specifikt vedr. leverandørbetalte aktiviteter.
3.5. Ad.: pkt.: 1.5.: Der er ingen forpligtelse til at udarbejde gavelister og Forsvarskommandoen har ikke kunne identificere sådanne gavelister. Forsvarets regler på området omfatter Forsvarsministeriets Kundgørelse for Forsvaret (KFF) B. 5-1 ”Cirkulære om modtagelse af tilskud og gaver m.v.”, KFF B. 7-1 ”Cirkulære om foranstående og overordnet personels modtagelse af gaver, pengelån eller anden fordel m.v.”, ”Forsvarsministeriets Indkøbspolitik”, pkt. 7.4. (”Relationer til leverandører”), samt ”Forsvarsministeriets Koncernfælles Indkøbsprocedurer” pkt. 3.8. (”Modtagelse af tilskud og gaver”). Herudover er der fastsat procedurer for modtagelse af gaver og serviceydelser m.v. for ansatte ved Forsvarets Materieltjeneste. Kopi af regler og bestemmelser på området vedlægges som bilag 4-8.
3.6. Ad.: pkt. 1.6.: Forsvaret afholder ikke personlige udgifter for de ansatte. Det kan imidlertid oplyses, at forsvaret godtgør visse dokumenterede merudgifter i forbindelse med fx tjenesterejser, udstationeringer og repræsentation mv. i henhold til de til enhver tid gældende bestemmelser på området.
3.7. Ad.: pkt. 1.7.: Forsvarskommandoen har i perioden 1. marts 2007 til 8. april modtaget 9 anmodninger om aktindsigt hvoraf flere fortsat er under behandling. Kopi af aktindsigtsbegæringer og besvarelser er vedlagt som bilag 9-26.
4. Det vedlagte materiale andrager i alt 107 sider. De vil i henhold til offentlighedslovens § 16, stk. 4. blive opkrævet betaling for disse kopier efter satsen fastlagt i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986, 10 kr. for den første side og 1 kr. for hver efterfølgende kopi, i alt kr. 116,-.
5. Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, DK-1060 København K.