[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

TV 2 Nyhederne har begæret aktindsigt i forsvarschef Jesper Helsøs kalender for hele embedsperioden.

FKO svar

1. De har ved ref. a. begæret om aktindsigt i ”forsvarschef Jesper Helsø’s kalender i hele den periode han har været forsvarschef”.

2. Forsvarskommandoen (FKO) skal - i forlængelse af ref. b. og c. - meddele, at Deres begæring er imødekommet, og de pågældende akter - i form af månedsoversigter fra forsvarschefens kalender for perioden maj 2002 - marts 2007 - er vedlagt som bilag.

3. Offentlighedsloven (OFL) giver kun ret til aktindsigt i de dokumenter, der eksisterer i forbindelse med sagen på tidspunktet for begæringens fremsættelse, jf. kommentar til OFL § 4, stk. 1. Som følge heraf, samt idet De har fremsendt Deres begæring den 27. marts 2007, omfatter akterne ikke kalenderudskrifter efter marts 2007.

4. FKO har truffet valget om at frigive forsvarschefens kalender i form af månedsoversigter, idet De i Deres begæring ikke nærmere har specificeret de aktiviteter eller emner, De måtte have interesse i. De bedes derfor – med henvisning til vedlagte bilag – konkretisere Deres begæring, såfremt De ønsker yderligere akter i form af udskrifter af dagskalendere.

5. FKO skal henlede opmærksomheden på de sorte udstregninger i akterne. Disse ekstraheringer er udført på oplysninger af følgende karakter:

- Forsvarschefens private aftaler, idet disse ikke er omfattet af aktindsigt efter OFL. Der er dog givet merindsigt i de aftaler, som - desuagtet disses private karakter - omfatter forsvarschefens deltagelse i jagter, som har fundet sted på Forsvarets arealer.
- Andre personers aftaler mv., idet disse oplysninger ikke er omfattet af Deres begæring. Enkelte aftaler af officiel karakter er dog ikke ekstraherede.
- Forhold, som beskyttes fra offentliggørelse jf. OFL § 13, stk. 1, nr. 1 om statens sikkerhed og rigets forsvar.

6. FKO skal endelig oplyse, at De - afhængig af omfanget af rekvirerede supplerende akter jf. denne skrivelses pkt. 4 - vil blive opkrævet betaling for de fremsendte dokumenter jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986.

7. Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K.