Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
FKO SVAR
Du har ved ref. a. begæret aktindsigt i forsvarets udgifter relateret til Kongehuset i årene 2002 – 2007. Ved ref. b. har Forsvarskommandoen (FKO) oplyst dato for endelig besvarelse af omhandlende begæring om aktindsigt.
FKO fremsender hermed seneste opgørelse over forsvarets udgifter i forbindelse med opgaver relateret til Kongehuset.
FKO har gennemgået journaliseringssystemet med henblik på at identificere de akter, der indeholder oplysninger i relation til bl.a. Den Kongelige Livgarde og Kongeskibet Dannebrog m.v. FKO skal oplyse, at det ikke har været muligt, at identificere dokumenter, der entydigt eller sammenfattende beskriver forsvarets eller underlagte myndigheders, f.eks. Kongeskibet Dannebrog eller Den Kongelige Livgardes udgifter til Kongehuset. Det er således ikke muligt at give et entydigt svar på de spørgsmål, der er anført i aktindsigtsanmodningen.
FKO har på ovennævnte baggrund ekstraordinært udarbejdet en oversigt over udgifterne (vedlagt som bilag). Dette betyder, at FKO giver merindsigt iht. Offentlighedsloven § 4, stk. 1.
Forsvarets støtte til Kongehuset er beskrevet i bl.a. Finansloven og omfatter principielt føl¬gende områder;
• H.M. Dronningens Adjudantstab.
• H.M. Dronningens Jagtkaptajn.
• Kongeskibet Dannebrog.
• Flyvninger for Kongehuset.
Der skal i relation til ovennævnte områder anføres følgende bemærkninger:
• Vedr. Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab. Alle udgifter ved H.M. Dronningens Adjudantstab er medregnet. Adjudantstaben omfatter adjudantstabschefen (oberst), seks adjudanter (majorer/orlogskaptajner) samt indtil to konstabler. De fire af adjudanterne har normalt samtidigt deltidstjeneste ved andre enheder i FSV.
• Vedr. Hendes Majestæt Dronningens Jagtkaptajn. Alle udgifter til H.M. Dronningens Jagtkaptajn er medregnet. Jagtkaptajnen er tillige chef for Kongeskibet Dannebrog. Såvel Adjudantstaben som Jagtkaptajnen arbejder både for Kongehuset og som selvstændige institutioner under Forsvarsministeriet. I forbindelse med det sidstnævnte løser de en række opgaver for FSV generelt.
• Vedr. Kongeskibet Dannebrog. Alle udgifter til vedligeholdelse, drift og løn er medregnet. Herudover er udgifter til brændstof af skibet medregnet for 2005, 2006, 2007 og for JAN til JUN 2008. Brændstofudgifterne for 2002 til 2004 er ikke indregnet, da dette ikke for årene er opgjort specifikt på de enkelte fartøjer i Søværnet. Udgifterne til vedligeholdelse af Dannebrog varierer over årene. Det bemærkes, at Kongehuset afholder alle udgifter til forplejning af de kongelige, deres gæster og arrangementer mv.
• Vedr. Flyvninger for Kongehuset. Den præcise flyvetid for de forskellige flytyper er opgjort, for både fly og helikoptere. Det kan oplyses, at FSV yder lufttransportstøtte til Kongehuset ved arrangementer af officiel karakter. Tallene indeholder alle udgifter til besætningens løn, brændstof, vedligeholdelse og drift, samt afskrivning på luftfartøj. Fra JAN til JUN 2008 udgjorde udgifterne til flyvninger for de kongelige kr. 1.353.215.
I forhold til ovennævnte udgifter er der ligeledes udgifter til støtten fra Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni og Musikkorps samt Gardehusarregimentets Hesteskadron. En støtte der udgør en mindre delmængde af disse myndigheders samlede opgavekompleks.
I tilslutning til ovenstående, skal følgende områder omtales:
• Den Kongelige Livgarde. Udgifterne ved Vagtkompagniet, Musikkorpset, Tamburkorp¬set samt Vagt- og Sikkerhedssektionen ved Livgarden beløber sig fra JAN til JUN 2008 til i alt kr. 46.757.228. I hele 2007 udgjorde udgifterne kr. 88.168.361. Det skal understreges, at kun en del af Livgardens samlede opgavekompleks er relateret til støtte for Kongehuset. Livgardens opgaver er tillige, i lighed med hærens øvrige regimenter opstilling og uddannelse af militære enheder samt indsættelse i f.eks. internationale operationer. Hertil kommer, at vagtkompagniet opretholder militær vagt på Kastellet og Rosenborg samt Gothersgade Kaserne, ligesom vagtkompagniet bruges til opstilling af æreskommandoer mv. ved en lang række andre begivenheder. Vagtkompagniet og Musikkorpset bruges i vid udstrækning i forbindelse med forsvarets og Danmarks udadvendte virksomhed, ligesom Musikkorpset afholder et relativt stort antal offentlige koncerter og benyttes til mange begivenheder uden tilknytning til Kongehuset.
• Gardehusarregimentets Hesteskadron. Udgifterne til Hesteskadronen inkl. løn udgjorde fra JAN til JUN 2008 kr. 11.975.299. I 2007 udgjorde udgifterne kr. 27.414.496. Det skal bemærkes, at en betydelig del af Hesteskadronens opgaver ikke relateres direkte til Kongehuset, men til statsceremoniel som f.eks. statsbesøg, ambassadør-modtagelser og lignende. Hertil kommer, at Hesteskadronen bidrager til forsvarets og Danmarks udadvendte virksomhed gennem deltagelse i ride- og dressurarrangementer, byjubilæer, dyrskuer og andre offentlige begivenheder.
Både Livgardens Vagtkompagni, Gardehusarregimentets Hesteskadron og Kongeskibet Dannebrog bidrager – på linje med andre af forsvarets enheder – til rekruttering af kontraktansat personel til international tjeneste og andet fast personel, og understøtter herved forsvarets øvrige opgavevaretagelse.