[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

Af  Sune Wadskjær Nielsen

Søværnet har aldrig før været med i øvelsen Sea Breeze. Otte dykkere fra Søværnets Dykkerskole prøvede 12-28. juli kræfter med Sortehavet i selskab med 1000 ukrainske og ligeså mange NATO-soldater, som var ombord på 30 skibe, to ubåde og 22 fly. De kom fra 10 NATO-lande og fem lande omkring Sortehavet. Formålet med Sea Breeze er at hævde NATO-landenes ret til at være til stede i området.

Forskel på dykkerkultur
På Sea Breeze NATO-landene træner samarbejdet med hinanden og lande uden for NATO i Partnership for Peace samarbejdet. De danske dykkere øvede sig i at bruge værktøj under vandet sammen med kolleger fra Ukraine, Makedonien, USA, Storbritannien og Letland. Det bød på mange overraskelser for danskerne.
– Vi var de eneste, der dykkede med tørdragter. Alle de andre havde våddragter, siger en undrende Søren Beck. Dermed havde danskerne meget lettere ved at holde varmen, mens de arbejdede i det kolde vand på 10-15 meters dybde. Makedonerne overraskede Søren Beck positivt.
– Selv om Makedonien ikke har noget hav, var de makedonske dykkere meget dygtige, indrømmer Søren Beck.

Positiv presseomtale
Ukrainsk presse og TV roste dykkeraktiviteterne, fordi det bidrager til at forbedre sikkerheden i Sortehavet.
– Den positive omtale betyder meget for dykkerne. Det har gjort turen mere meningsfuld, siger Søren Beck. Især danskerne nød stor popularitet i den ukrainske flåde, fordi Danmark sidste år forærede Ukraine et stort parti moderne dykkerudstyr, som ukrainerne også flittigt brugte under øvelsen.

I russiskvenlig presse er NATO-øvelsen til gengæld ikke populær, fordi den foregår tæt på Ruslands grænser. En håndfuld russiske demonstranter havde desuden taget opstilling ud for flådehavnen i Odessa, hvor danskerne var indkvarteret. De russiske protester var dog mere afdæmpede i år end i eksempelvis 2006, hvor øvelsen blev aflyst.