[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

FKO svar

Du har ved ref. begæret aktindsigt i materiale vedrørende forsvarets udgifter i forbindelse med tilblivelsen af TV2 serien ”Bubber og BS i Trøjen” herunder kontrakten mellem forsvaret og Eyeworks (tidligere Easyfilm).

Forsvarskommandoen har gennemgået journaliseringssystemet med henblik på at identificere de akter, der indeholder oplysninger i relation til TV serien ”Bubber og BS i trøjen”. FKO skal oplyse, at det ikke har været muligt, at identificere dokumenter, der entydigt eller sammenfattende beskriver Forsvarets eller øvrige myndigheders udgifter relateret til tilblivelsen af ”Bubber og BS i Trøjen”, og således giver svar på de spørgsmål, du har anført i din aktindsigtsanmodning.

Forsvarskommandoen har derfor ekstraordinært udarbejdet vedlagte oversigt som bilag, hvilket vil sige, at du har fået ”merindsigt” i henhold til Lov om Offentlighed § 4, stk. 1. Data er udtaget fra forsvarets ressourcestyringssystem, DeMars, hvor der har været tilknyttet et fast ordrenummer til udgifter relateret til forsvarets støtte i forbindelse med tilblivelsen af ”Bubber og BS i trøjen”.
Der skal i relation til den vedlagte oversigt anføres følgende bemærkninger:

1. Taxi og flyrejser. Omkostninger til den mødeaktivitet, der har været afholdt i forbindelse med Bubber og BS serien.
2. Kvarterer, føde og drikke. Omkostninger til optageholdets indkvartering på kaserner og feltrationer under øvelse. Omkostningerne vil blive faktureret til Eyeworks
3. Intern lønart. Omkostninger til arbejdstid for personel, der har deltaget direkte i produktionen af Bubber og BS serien.
4. Overheadsats. Mindre udgifter i forbindelse med støtte til Bubber og BS serien.
5. Ammunition (AMM) og Spræng. Omkostninger til forbrugt ammunition m.v.

Bubber og BS har kun deltaget aktiviteter, der har været planlagt i forvejen her under øvelser. Eyeworks har således måttet tilpasse sig forsvarets aktiviteter med de konsekvenser, det har haft i forhold til optagerækkefølge m.v. Af de eksempler der nævnes i aktindsigtsbegæringen skal Forsvarskommandoen bemærke følgende:

Kørsel med kampvogn: Optagelserne er udført i forbindelse med gennemførslen af et planlagt kampvognskommandørkursus, der har til formål at gøre den enkelte kampvognskommandør fortrolig med en kampvogn.

Flyvning med forsvarets fly: Forsvarets piloter skal flyve et antal timer om året for at opretholde status på den enkelte flytype. For F16 flyets vedkommende drejer det sig om 180 timer pr. pilot om året. Det er uden betydning for pilotens status om piloten gennemfører flyvningen i en 1-sædet eller et 2-sædet F-16 med Bubber i bagsædet. Forsvaret gennemfører jævnligt flyvninger med repræsentanter fra forskellige medier med henblik på at oplyse om kampflys kapaciteter og muligheder.

Sejlads med HVIDBJØRNEN: Det danske forsvar gennemfører året rundt fiskeriinspektion og suverænitetshåndhævdelse med både fly og skibe omkring Grønland og Færøerne. Optagelser på inspektionsskibet Hvidbjørnen blev gennemført i forbindelse med et rutinemæssigt ophold i Torshavn af to dages varighed, hvor enheden lå havn for at proviantere og få forsyninger ombord.

Ranger School i USA: Forsvaret har ikke medvirket i eller støttet optagelser på Ranger School.

Forsvaret udleverer ikke kontrakter indgået med civile virksomheder uden at høre om virksomheden har eventuelle forbehold herved. Dette med henvisning til Lov om Offentlighed § 12 stk. 1, pkt. 2, hvor retten til aktindsigt i forretningsforhold af væsentlig betydning kan begrænses. Derfor er produktionsselskabet Eyeworks blevet adspurgt om deres stilling til en udlevering af kontrakten mellem forsvaret og produktionsselskabet om produktionen af TV serien ”Bubber og BS i Trøjen”. Du kan forvente svar på denne del af aktindsigtsbegæringen senest 24. oktober 2008.

Forsvarskommandoen kan tilføje, at projektets idé med at lade Bubber optræde som den uvidende og udenforstående gæst, ligger tæt på formålet med forsvarets oplysningsvirksomhed ”at udbrede kendskabet til forsvaret og styrke båndene til befolkningen”.
Yderligere kan oplyses, at seertallet for de første udsendelser i rækken af Bubber og BS har hidtil været høje.

Dette brev er tillige sendt til produktionsselskabet Eyeworks.

Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K.