Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Jasper Vilgaard
- Jeg følte mig for første gang i harmoni med mig selv og mine omgivelser. Det virkede som om, at alle gjorde en indsats for at nå frem til en fælles løsning eller i det mindste en form for gensidig forståelse. Simulationen blev taget så alvorligt, at jeg virkelig følte, at opnåede noget ved at være med.
Sådan lød ordene fra palæstinensiske Heba Ayoubi, som er 25 år og arbejder for NGO'en Solidarity for Palestinian Human Rights, efter hun havde deltaget i Forsvarets Freds- og Konfliktspil under et kursus arrangeret af NGOen Crossing Borders. Organisationen arbejder til daglig med konfliktløsning blandt palæstinensere og israelere.
Unge fra Jordan, Yemen, Palæstina, Israel, Egypten og Danmark var med på kurset, som blev afholdt fra 3. til 14. august på Vallekilde Højskole.
Deltagerne var alle journalister og ikke vant til at møde eller tale med hinanden. Nogle havde i deres soldatertid stået som israelske vagter ved check-points. Andre havde som palæstinensere stået i kø for at komme igennem de selv samme pigtråds- og betonafspærringer.
Forsvaret var blevet inviteret til at være et 8 timers indslag i det 12 dage lange kursus Crossing Borders Media Skills Development for Dialogue for at sætte fokus på verdens konflikter og forsøge at få de unge journalister til at forstå de bredere politiske overvejelser i forbindelse med storpolitiske udfordringer.
Et interaktivt spil i en opdigtet verden
Forsvarets Freds- og Konfliktspil er et interaktivt spil, hvor deltagerne får ansvaret for eget land i en region i ubalance. De skal blandt andet spille rollerne som statsminister, udenrigsminister, finansminister og journalister.
- Det var meget lærerigt at se, hvordan vi som politikere fokuserer ud ad landet og fra tid til anden helt glemmer det indenrigspolitiske, sagde en anden palæstinensisk journalist, mens en israeler bemærkede, at det også var interessant at opleve, hvordan han selv i rollen som politiker – på trods af sit daglige virke som journalist – helt havde glemt at være åben over for pressen:
- Tværtimod. Vi lukker i stedet nærmest af for journalisternes spørgsmål og forventer, at pressen fungerer som spioner og udgivere af propaganda, sagde han.
Deltagere i fokuserede forhandlinger
Målrettet konfliktløsning
Spillet løber over flere timer, og alle valg og beslutninger har deres konsekvenser. Deltagerne lever sig hurtigt ind i spillet: De fattige lande kæmper godt for at få opmærksomhed og hjælp, de demokratiske og rigere lande forsøger at leve op til deres status, og de militære diktaturer spiller deres rolle med nærmest faretruende stor ildhu. De politiske gordiske knuder forsøges løst gennem dialog og aftaler, men det er også tydeligt at se, at konfliktløsningen er en stor udfordring, når ressourcerne skal prioriteres for at hjælpe ens eget land såvel som andre lande.
Spillet bølger frem og tilbage, men da der begynder at blive en reel trussel om atommagt og flygtningekriser, sker der noget ekstraordinært. Ekstremt målrettet sætter statsministre og udenrigsministre sig ved forhandlingsbordet og får indgået en aftale. Nogle lande er blot mæglere – men ekstremt vigtige mæglere – når kompromiser og aftaler skal indgås.
Strategier lægges for landets velfærd
Ved spillets slutning lykkedes at få en løsning på plads og balancen i regionen er sikret. I spillet er deltagerne blevet udfordret og det har været særligt givende for deltagere og undervisere at se, hvordan de lande, der er vokset op med konflikter tæt på kroppen uden tradition for dialog får skubbet fordomme til side og får kæmpet for deres fælles mål.
- Jeg synes, det er et at de bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Jeg vil meget gerne have mulighed for at spille spillet igen i Egypten, siger Ahmed Samih fra en ægyptisk radiostation.
Crossing Borders NGO’en Crossing Borders har i de seneste 10 år arbejdet med konfliktløsning i Mellemøsten. Organisationens seneste kursus fandt sted fra den 3.-14- august på Vallekilde Højskole og involverede parter fra flere forskellige sider af Israel-Palæstina konflikten. Temaet for det 12 dage lange kursus var konfliktsensitiv journalistik og dialog. Deltagerlande: Yemen, Jordan, Palæstina, Israel, Egypten og Danmark Deltagerne producerende i løbet af den tid et magasin kaldet ’Crossing Borders’. Bladet udkommer i slutningen af denne måned. For mere information: www.crossingborder.org |
Freds- og Konfliktspil Forsvarets Mediecenter gennemfører spil for folkeskoler og opefter i hele landet. Det er et interaktivt spil, hvor deltagerne får ansvaret for eget land i en region i ubalance. Rollerne er: statsminister, udenrigsminister, finansminister, journalister mfl. Læs mere her |