[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

Af Jari Nielsen

- Jeg mener virkelig, det er en heltegerning. Selvom der er langt fra vores hverdag, er det virkelig hverdagens helte, vi ser.

Sådan sagde chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang, da han fredag tildelte ”medaljen for udmærket lufttjeneste” til den helikopterbesætning, der sidste år reddede et fransk par, som var styrtet ned på indlandsisen under en flyvning fra Kulusuk til Søndre Strømfjord.

- Hvornår gør man en forskel? Jeg kan ikke komme på et bedre eksempel end det, hvor man redder mennesker, der ellers ikke ville være her i dag, sagde han.

Og det var da heller ikke en helt almindelig redningsaktion.

Lynx-helikopteren måtte frem og tilbage mellem det nedstyrtede fly og inspektionsskibet Hvidbjørnen tre gange under det, som piloten, kaptajnløjtnant Mads Bjerre Nielsen fra Søværnets Helikoptertjeneste, i dag kalder ”en rescue-tur fra helvede”.

- Det er svært at stå selv og synes, man er en medalje værd, men når man ser på det, vi laver, kan jeg ikke se, at det kan blive mere på kanten af det, der skal til. Havde det være mere vildt, så havde det været en medalje på en pude, sagde Mads Bjerre Nielsen, da han havde fået sat medaljen på brystet.

Den øvrige besætning – reservelæge af 2. grad Kristian Janus Andersen fra Forsvarets Sundhedstjeneste og oversergenterne Kim Madsen og Brian Kruse Dupont fra Søværnets Helikoptertjeneste – fik ligeledes en medalje.

Ekstreme forhold
Redningsaktionen foregik i tæt tåge og isen var hvid med recirkulerende sne. Derfor var Mads Bjerre Nielsen afhængig af instrumenterne, når han skulle orientere sig.

Men da instrumenterne ikke kunne følge med omgivelserne, blev han på den anden tur ud til det nedstyrtede fly ramt af vertigo, som er en tilstand, hvor piloten mister balanceevnen. Han blev svimmel og måtte have assistance til at styre helikopteren, der var begyndt at bakke og snurre om sin egen akse.

Mens piloterne fik helikopteren ud af tågen, fik andenteknikeren smidt forsyninger og nødblus ned til de nødstedte, hvorefter helikopteren måtte tilbage til Hvidbjørnen.

- De her mennesker var opgivet. Men vi insisterede: Det er vores pligt, sagde Mads Bjerre Nielsen.

Derfor besluttede besætningen at kaste sig ud i et tredje forsøg, og det lykkedes at sætte helikopteren ned på indlandsisen og redde de to franskmænd.

- Søværnets vision er, at alle skal kunne være stolte af at være ansat i Søværnet, hver dag. Det vi laver her i dag er lige præcis det. Sådan noget som ikke alene jeg som chef kan være stolt af, men også alle deres kolleger, sagde kontreadmiral Nils Wang ved medaljeoverrækkelsen.