[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

FKO svar
Forsvarskommandoen har færdigbehandlet din begæring om aktindsigt i dokumenter vedrørende bortkomne våben, ammunition, køretøjer, personligt udstyr og byggematerialer og brændstof i perioden 2003 til 2008. Ydermere anmoder du om aktindsigt i klager og henvendelser fra forsvarets personale vedrørende mangelfuld bevogtning af kaserner i perioden 2003 til 2008.

Nedenstående afsnit, 2.1. til 2.5., besvarer de 5 punkter jævnfør din anmodning af 6. januar 2009:

  • Opgørelse over bortkomne våben og ammunition. Forsvarskommandoen kan oplyse, at alle indberetninger er anført i detaljerede opgørelser pr. år og indbefatter værn, våbentype og ammunitionstype, som oplistet i bilag 1 til 9). I 2008 er der ikke modtaget indberetninger af bortkommet ammunition og eksplosivstoffer.
  • Opgørelse over bortkomne køretøjer og andre transportmidler. Forsvaret kan oplyse, at der i 2005 er indberettet tyveri af 2 stk. køretøjer. En BMW motorcykel, som blev meldt stjålet fra Hærens Logistikskole i Ålborg. Motorcyklen blev ikke fundet. Endvidere en VW Transporter, som blev meldt stjålet fra Områdeværksted Sjælland i Vordingborg. Køretøjet blev fundet i 2005.
  • Opgørelser over bortkommet personligt udstyr. Forsvaret fører ikke lister over bortkomne uniformsdele. Forsvarskommandoen har vurderet, at de ressourcer, som en central registrering af bortkomne uniformsgenstande måtte kræve, ikke står mål med de ressourcer, der anvendes på genanskaffelse. Ved genanskaffelsen sondres der ikke på hvilken måde uniformsgenstanden er bortkommet på.
  • Opgørelser over bortkomne bygningsmaterialer og brændstof til køretøjer. Forsvaret er ikke bekendt med tyverier af bygningsmaterialer i perioden 2003 til 2008. Med hensyn til bortkommet brændstof til transportmidler i nævnte periode er Forsvarskommandoen bekendt med ét tilfælde af tyveri.
  • Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der er ansvarlig myndighed for bevogtningen af forsvarets etablissementer, har ikke registreret nogen klager eller henvendelser fra forsvarets personale vedrørende mangelfuld bevogtning af danske kaserner i perioden 2003 – 2008.

Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K.