[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

FKO svar
Forsvarskommandoen har jævnfør ref. modtaget din begæring om aktindsigt i forsvarschef Tim Sloth Jørgensens kalender i perioden 25. marts 2009 til 25. maj 2009, samt brev fra Saab AB vedrørende life cycle cost på kampflyet Gripen NG.

Forsvarskommandoen skal oplyse, at du af sikkerhedsmæssige hensyn ikke har fået aktindsigt i forsvarschefens kalender i den nævnte fremadrettede periode. Dette afslag gives med henvisning til Lov om Offentlighed i forvaltningen § 13, stk.1, hvor retten til aktindsigt begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed og rigets forsvar.

Derimod har du fået aktindsigt i brev fra Saab AB, der er vedlagt som bilag 1. Herudover, er du meddelt merindsigt, idet Forsvarskommandoens svar til alle kandidaterne samt Saab AB er vedlagt som bilag 2 og 3, da det er Forsvarskommandoens opfattelse, at denne information er væsentlig for sagens sammenhæng.

Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K.