[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

Eftersøgning og redning

5. november

17.18: Tre Kitesurfere har surfet ca. 300 meter fra land. En af surferne kommer i land og er meget bekymret for sine to kammerater, og da det er blevet mørkt slår han alarm. Kort efter redningshelikopterens ankomst til området, havde JRCC haft telefonisk kontakt til alle tre surfere, som alle var kommet i land, i god behold.
 
6. november

20.01: En selvmordstruet psykiatrisk patient, ønskes eftersøgt i området vest og nordvest for Dianalund. Redningshelikopteren gennemsøgte det udpegede område, uden at finde den eftersøgte.
 
7. november

19.18: En mand, der er afsejlet fra Kulhuse i en jolle, er ikke vendt hjem til aftalt tid efter sejlads i Isefjorden. Jollen blev lokaliseret siddende fast i nogle garn, og Frederikssund Brandvæsens Beredskabsbåd blev dirigeret til positionen. Det oplystes at manden var i god behold, men kold efter at have været i vandet. Han sejles til Kulhuse, hvor der venter læge og mbulance.

Ambulanceflyvninger

7. november

02.12: Patient overført fra Læsø til Aalborg.

09.32: Patient overført fra Bornholm til Rigshospitalet.

15.56: Patient overført fra Bornholm til Rigshospitalet.

Ammunitionsrydning

5. november

10.15: Kriminaltekniske Center under Rigspolitiet melder, at de har en mistænkelig pakke ved den tyske ambassade. En bombehund har vist ”udslag” på pakken. Ammunitionsrydning sjælland har efter en grundig undersøgelse fastslået at pakken er ufarlig. Pakken indeholdt alm. kontorartikler.

23.55: Kriminaltekniske Center under Rigspolitiet melder, at de har en formodet håndgranat på en legeplads i Greve. Ammunitionsrydderne sikrer en håndgranat uden detonator.

7. november

17.33: Politiet i Syd- og Sønderjylland melder at der på en psykisk syg mands bopæl befinder sig et våbenskab. Manden har meddelt at det springer i luften ved åbning. Der var dog kun håndvåben i våbenskabet og intet sprængstof.