En gang soldat, altid soldat

Under sin afskedsparade på Kastellet den 16. december tager general Knud Bartels en selvvalgt pause fra militære parader, festligheder og gæster. Med en buket blomster vil han gå alene ind i den inderste del af monumentet for Danmarks internationale indsats for i stilhed at sige farvel til de soldater, der har mistet livet, mens han har været forsvarschef.

- En del af mit virke som forsvarschef i de godt to år, jeg har siddet på posten, har desværre været at deltage ved modtagelsen af vores dræbte soldater i lufthavnen eller i deres bisættelser. Derfor har jeg et behov for at tage min helt personlige afsked med dem, som er faldet på slagmarken for Danmark, siger general Knud Bartels, der fra 1. januar skifter Forsvarskommandoen på Holmen i København ud med NATO-hovedkvarteret i Bruxelles og stillingen som formand for NATOs Militærkomité.

Det stille farvel til de faldne er ikke en tilfældighed. For selv om generalens hjerte banker for hele forsvaret, så banker det særligt for de udsendte og kæmpende enheder fra alle tre værn, hvis standard han er stolt over.
 
- Den danske soldat anno 2011 – fra alle tre værn – er en dygtig soldat. Det skyldes for det første stor vilje til at løse opgaven. For det andet skyldes det fleksibiliteten i udførslen af opgaven, der medfører, at soldaten hurtigt kan tilpasse sig nye situationer, hvilket medvirker til at fastholde effektiviteten, siger Knud Bartels, der dog samtidig advarer mod, at vi i forsvaret fortaber os i selvros.

- På den anden side er vores nok største svaghed en tilbøjelighed til selvglæde. Her skal vi være opmærksomme på, at selvom andre lande måske ikke gør tingene, som vi gør, betyder det nødvendigvis ikke, at det er dem, der tager fejl. Måske gør de det endda bedre end os. Derfor skal vi hele tiden måle os selv med andre, så vi sikrer, at vi både nu og fremover har den professionalisme, der skal til.

På ryggen af en jægerbog
Men soldaternes virke ved fronten var langt fra det, som general Knud Bartels skulle forholde sig til, da han tiltrådte som forsvarschef for to år siden. Dengang rasede den såkaldte ”Jægerbogsag” stadig, og den havde netop betydet, at hans forgænger, Tim Sloth Jørgensen, valgte at forlade jobbet. Når general Knud Bartels kigger tilbage, er det en sag, han betegner, som en alvorlig sag for forsvaret, som fyldte meget i hans første tid som forsvarschef – til tider også på bekostning af andre ting.

- Det var en tid, hvor der var meget diskussion om de begivenheder, der fik min forgænger til at trække sig fra jobbet som forsvarschef. Det betød, at opmærksomheden hele tiden blev trukket væk fra det afgørende, nemlig implementeringen af forliget, udviklingen af forsvaret og ikke mindst de operationer, som vi deltog i. Der blev brugt mange kræfter på emner, der handlede om alt andet end det. Men selvfølgelig var det vigtigt og nødvendigt, at vi begyndte arbejdet med at genskabe den troværdighed, der var tabt i forbindelse med sagen. Om vi har nået det i dag, vil jeg overlade til andre at bedømme.

Og netop forsvarets operationer er noget, som forsvarschefen er kendt for at have en stor interesse for. Det er også under besøg til missionsområderne, at han har haft sine bedste oplevelser som forsvarschef.

- Det er en stor oplevelse for mig at besøge vores indsatte enheder, fordi essensen af vores virke er at løse kampopgaver. Jeg er selvsagt opmærksom på, at når vi indsætter unge danske mænd og kvinder i internationale operationer, så løber de en betydelig risiko, siger general Knud Bartels, der er glad for, at danske soldater nu kan dekoreres med det Tapperhedskors, som netop er indstiftet, når de med livet som indsats udfører modige handlinger, der
ligger langt ud over det, der kan forventes.

- Det er vigtigt for militære enheder, der bliver indsat i kamp, at helt ekstraordinære situationer og helt ekstraordinære optrædener fra enheder eller enkelt personer kan belønnes på en måde, der er synlig og exceptionel. Og det en stor glæde for mig som forsvarschef, at Hendes Majestæt Dronningen nu selv har overrakt det første Tapperhedskors. Og det forekommer mig særdeles relevant, når jeg nu ved, hvad modtageren, Casper Westphalen Mathiesen, har udrettet.

Fire usynlige stjerner
Da Casper Westphalen Mathiesen fik overrakt Tapperhedskorset skete det under stort medieopbud, hvor den beskedne modtager efter overrækkelsen blev badet i blitzlys og spørgsmål fra medierne.  General Knud Bartels gav et par enkelte udtalelser, men holdt sig så vidt muligt i baggrunden.

Det var ikke et tilfælde. Under hans to år som forsvarschef har han holdt lav profil i både forsvarets egne samt eksterne medier.

- Det hænger sammen med, at jeg fundamentalt er af den opfattelse, at en chef ikke virker via medierne. En chef virker ved sin tilstedeværelse, blandt sine myndigheder, enheder og soldater. For det andet ligger det ikke til min natur at bruge medierne til at profilere mig selv. Jeg mener, at en kapabel chef – og jeg håber naturligvis, at jeg er en sådan chef – får det omdømme, denne fortjener via den måde, som opgaverne bliver løst på, siger general Knud Bartels, der ikke har planer om at ændre strategi i sit nye job.

Det bliver omtalt i medierne og bemærket i forsvaret, når Forsvarets Auditørkorps indleder undersøgelser af udsendte soldaters ageren i Afghanistan, men heller ikke i sådanne forbindelser, har man oplevet, at forsvarschefen udtaler sig offentligt om sagerne.

- Når sådanne sager er ved at blive undersøgt, kan jeg ikke kommentere på dem i medierne. Men jeg vil i denne forbindelse gerne understrege, at det faktum, at der f.eks. finder en undersøgelse sted, ikke er ensbetydende med, at der er foregået noget forkert – det er netop det, som undersøgelsen skal afdække. Jeg har fuld tillid til vores soldater, hvilket jeg også siger til dem, når jeg besøger dem. Men det er vigtigt, at hvis der sker et eller andet, hvor der sættes spørgsmålstegn ved, om vi har handlet i overensstemmelse med regler og konventioner, så skal sagen undersøges. Også for de impliceredes skyld, siger Knud Bartels og tilføjer:

- Vi skal altid være ærlige over for os selv
og vores omgivelser.