[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

I dagens medier omtales et notat, der vedrører antallet af tilbageholdte i Irak i perioden 2003-2007.

Notatet er fremkommet i forbindelse med arbejdet i den Irak Task Force, som Forsvarskommandoen nedsatte i oktober 2010 på baggrund af de lækkede såkaldte Wikileaks-dokumenter. Forsvaret nedsatte taskforcen for at sikre, at alle relevante oplysninger om episoder, hvor danske styrker havde været involveret, blev undersøgt.

Taskforcen har således gennemgået mange tusinde dokumenter om den danske indsats i Irak, bl.a. daglige situationsrapporter og optegnelser fra militærpolitiet og på baggrund af denne detaljerede gennemgang af kildematerialet fremkommet med en opgørelse for antal tilbageholdte i Irak.

I dette omfattende kildemateriale findes et udateret og ikke underskrevet notat, som angiver, at antallet af tilbageholdte kan være større end tidligere oplyst. I det omfang forsvaret har vurderet det relevant, er enkeltsager eller materiale blevet overdraget til Forsvarets Auditørkorps med henblik på en nærmere vurdering. Dette er også tilfældet for det nævnte notat.

Forsvarskommandoen har efter anmodning fra Forsvarsministeriet sat arbejdet i taskforcen i bero, mens man afventer kommissoriet for den undersøgelseskommission, der skal belyse baggrunden for den danske beslutning om deltagelsen i krigen i Irak og mulige problemer med Danmarks overholdelse af internationale konventioner i forbindelse med krigsførelsen i Irak og Afghanistan.

I lyset af den kommende kommissionsundersøgelse kan forsvaret ikke kommentere på konkrete sager, men forsvaret stiller selvfølgelig det samlede materiale, herunder det nævnte notat, til rådighed for kommissionen.

Læs også pressemeddelelser i forbindelse med oprettelsen af Task Force Irak her:
http://www2.forsvaret.dk/nyheder/overige_nyheder/Pages/ForsvaretgennemgårdokumenterfraWikileaks.aspx
http://www2.forsvaret.dk/nyheder/overige_nyheder/Pages/WikiLeaks-arbejdsgruppeigang.aspx