[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

1) Under assistance til irakisk politi skød danske soldater en bevæbnet iraker.

En rutinemæssig patrulje fra det danske kontingent blev fredag aften i Talhah, 6 km syd-vest for Al Qurnah, kontaktet af det lokale politi, som ønskede assistance. Ifølge de foreløbige meldinger skød bevæbnede mænd mod et hus.

Ved ankomst til stedet skød den danske patrulje lys og varselsskud, hvorefter mændene flygtede. Patruljen fulgte efter til fods, og da de rundede et hushjørne, så de to bevæbnede gøre front mod sig.

Den ene med et gevær holdt op foran sig klar til skud og den anden bevæbnet med en riffel. Fra dansk side blev der afgivet skud og en af irakerne blev ramt. Den anden forsvandt og efterlod sin riffel på stedet.

Der blev straks rekvireret sanitetsstøtte til den ramte. Ved lægens ankomst erklæredes irakeren for død. Ved siden af ham blev der fundet et AK 47-gevær, en anden riffel og et maskingevær.

Alle involverede danske soldater er i god behold efter episoden.

Forsvaret Auditørkorps vil undersøge de nærmere omstændigheder omkring hændelsen.


2) Raketangreb på det danske CIMIC-house i Al Qurnah. Ingen danskere kom til skade.

En panserværnsraket blev affyret cirka 50 meter fra "CIMIC House" i Al Qurnah. CIMIC House er en større bygning, der af det danske kontingent anvendes i forbindelse med samarbejdet med de lokale irakiske myndigheder og beboere. Raketten ramte husets østlige del.

Ingen personer opholdt sig i nærheden. Det danske kontingent iværksatte øget patruljering i området og øgede bevogtningen af huset. Trods beskydningen meldes der, at alt er roligt.

Der er ikke noget, der tyder på, at de to episoder har noget med hinanden at gøre.