[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Jubilaren er mekaniker overkonstabel Jens T. Madsen, der er taget med Ingeniør Detachementet til Irak for at bygge lejren for de danske og litauiske soldater. Han kunne fejre sit jubilæum fredag den 13. juni.

- Egentlig havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle blive hængende så længe, fortæller Jens T. Madsen om sine mange år i forsvaret.
Faktisk skulle han efter planen have været ansat på et Opel-værksted, da han havde afsluttet sin værnepligt for nu knapt 25 år siden. Men tilværelsen som soldat lokkede for meget, fortæller Jens T. Madsen.

- Jeg kan godt lide, at der engang imellem skal ske noget i en fart, fortæller han, og den instilling til tingene priser danskerne i Irak sig lykkelige over. Varmen og støvet er nemlig særdeles hård ved maskinerne, som derfor ofte bliver kørt omkring Mekker-Jens’ store arbejdstelt for at blive repareret.

Jens T. Madsen er 46 år, og startede sin militære løbebane ved Dronningens Livregiment i Aalborg. Men i 1995 valgte han at søge til Jyske Ingeniørregiment i Randers, og derfor flyttede han med til Skive, da ingeniørerne rykkede der til.

Tidligere har han været udsendt to gange til Bosnien, mens det hele startede med en tur til Cypern umiddelbart efter rekruttiden. I øvrigt havde han på den tur en yngre kaptajn ved navn Hans Jesper Helsø – den nuværende general og forsvarschef.

Privat er Jens T. Madsen bosat med familien i Hobro, hvor han ved siden af sin militære karriere nyder at passe sine juletræer og ikke mindst sine veteranbiler og veteranmotorcykler. Han har således en BMW fra 1956 samt en Ford fra 1966 stående derhjemme til dels at køre på og ikke mindst at ”skrue på”. I Irak måtte han en dag stoppe sit arbejde og blot beundre en ældre Mercedes 312, som en iraker kørte rundt i.

- Alle de Mercedes’er, de kører i, er fra dengang, hvor jeg var i lære, fortæller jubilaren.
Hjembyen Hobro er også fødeby for den navnkundige racerkører Tom Christensen, og netop ham må Jens T. Madsen glip at møde i dette års udgave af 24-timers løbet Lemans. Planerne for at overvære racerløbet var lagt, men da meldingen om lejrbygningen i Irak løb omkring 1. maj, ja, da blev den plan ændret radikalt.

Jubilæet får i øvrigt ikke lov at gå stille af, da Ingeniør Detachementet fejrer begivenheden ved en mindre grill-fest med røde pølser og kold vand. Lige en ønskemiddag efter et par uger i ørkenen på feltrationer og vand, der oftest er minimum lunkent.



Jens T. Madsen fejrer sit 25 års jubilæum i Forsvaret fredag den 13. juni. Jubilæet nyder han i varme omgivelser hos de danske soldater i Irak, hvor han netop nu er mekaniker og reparerer de hårdt belastede maskiner.