Afghanistan – ved verdens ende ?

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Afghanistan er på næsten alle områder helt anderledes end Danmark og Vesteuropa. Hovedstaden Kabul ligger i ca. 1800 m højde, og er omgivet af bjerge til alle sider. Der er næsten ingen vegetation, intet græs og kun enkelte træer inde i selve byen. Vi er meget spændt på, om træerne nogensinde springer ud, da de i øjeblikket ser helt døde ud.

Uden for byen ligner alt én stor ørken, der er dog afmærket marker mange steder, selv om det på denne årstid er svært at se, hvad der dyrkes. En del får drives rundt af fattige hyrder, men på en eller anden måde må det jo lykkes fårene at finde føde. Mange steder ses huler både på bjergsiderne men også på de flade områder. Der findes kun ganske få søer, og floderne er ofte udtørrede p.g.a. flere års tørke.

Afghanernes huse er typisk lavet af klinet ler, ofte uden vinduer og altid med fladt tag. Alt har den samme kedelige grå sandfarve. Rundt om husene er der næsten altid en høj mur, formentlig for at holde kvinderne beskyttet og husdyrene hjemme, men også for at holde ubudne gæster og den stærke sol ude.

Måske skulle vi overveje at indføre det, når vi kommer hjem ! Desværre er store dele af Kabul ødelagt af den russiske besættelse og ikke mindst den lange borgerkrig. Det er en kæmpe opgave at genopbygge byen, og det skrider kun langsomt frem, da midlerne er meget få.

Mange afghanere er flygtet til Pakistan og andre nabolande, men vender nu tilbage i titusindtal. Således er byen det sidste år vokset fra ca. 1 mio. indbyggere til anslået 2-3 mio. indbyggere. Desværre finder mange af dem kun ruiner af deres tidligere hus tilbage, eller måske er andre flyttet ind eller gået i gang med at genopbygge huset.

Sådan er vilkårene herude, det med ejendomsret og matrikelnumre er ikke rigtigt slået an. Endelig kan politiet eller andre myndigheder efter forgodtbefindende have foræret huset væk til embedsmænd eller lignende. Selve Kabul er nogenlunde ryddet for miner, men i resten af landet er der masser af miner og gammel ammunition samt gamle vrag af russiske kampvogne.

Ingen gør tilsyneladende nogen særlig indsats for at rydde op efter de mange års hærgen. Klimaet er et rigtigt fastlandsklima med mange højtryk, masser af sol og sjældent nogen vind af betydning. Det giver også store temperatursvingninger, her i vinterhalvåret har vi ofte ned til minus 5-10 graders frost om natten og op til 10-15 graders varme om dagen, i solen endda 20 grader.

Det kræver meget varierende påklædning, og hvis man ikke passer på, rammes man let af forkølelse, halsbetændelse og lignende. De fleste af os har været igennem denne tur i løbet af de første par uger, og selv chefen mistede helt stemmen i en lille uges tid. Snevejr har vi også haft, ca. 10 cm sne mødte os en morgen til stor overraskelse for alle.

Solen fik dog ret hurtigt bugt med det meste, men i skyggesiden ligger der stadig sne, og resterne af vores lille snemand midt i lejren kan endnu ses. Da jorden er meget hård og støvet fint som cementstøv, har vi typisk enten støv overalt eller også mudder overalt.

Man vænner sig til det, og der skovles ofte støv og mudder ud af bygninger og telte til den store guldmedalje. Omkring 01. marts satser vi på, at nattefrosten forsvinder, og foråret begynder at titte frem.

Selv om landskabet kan virke trist sam-menlignet med vore bøgeskove, kommer man hurtigt til at sætte pris på solopgangen over de snebeklædte bjergtoppe, men også stilheden over de store gule sletter. Tidsfornemmelsen har en tendens til at forsvinde, når man ikke skal hjem på weekend. Men så lærer man hurtigt, at de vigtige dage er mandag og torsdag, hvor der kan afleveres vasketøj, fredagens grillaften og søndagens gudstjeneste.

Den afghanske befolkning er efter de mange års krige en af de fattigste i verden, klædt i laser og ofte usoignerede, efter vestlig standard. Legende børn ses overalt, de vin-ker og smiler, og løber langs vejen når vi kører forbi, i håbet om at der falder et eller andet af i farten. Kvinderne går fortsat oftest tildækket, men i centrum af byen ses efterhånden flere og flere kvinder uden burka.

De store drenge kan også smile, men ser mere alvorlige og bekymrede ud, for ikke at tale om mændene. Befolkningen er i øvrigt sammensat af mange forskellige folkeslag med hver deres kultur og klædedragt. Vi har endnu ikke helt styr på, hvem der tilhører hvilken befolkningsgruppe, men måske kommer det med tiden.

Afghanerne er næsten alle muslimer, men der findes mange forskellige grene indenfor islam, og desværre også flere ekstremistiske, der ønsker al vestlig indflydelse - inkl. os - ud af Afghanistan hurtigst muligt. Den strenge islamiske tro under talebans ledelse er dog forsvundet, herunder også de mange års udgangsforbud om aftenen samt forbud mod at høre radio, spille musik o.s.v.

På overfladen ånder der egentlig fred og ro med masser af leben i centrum, og handel fra små boder overalt. Næsten alt kan sælges, og genbrug er helt normalt. Slagteren hænger selvfølgelig sine varer ud til vejen, så alle kan se dem. Levnedsmiddelkontrollen kommer jo ikke forbi hver anden dag. Også boder med brænde, frugt og brød er der masser af. Selv hele gader med butikker, der sælger reservedele til biler, kan man finde, brugte reservedele naturligvis.

Under den fredelige overflade findes imidlertid en verden fuld af magtkampe, korruption og kriminalitet som en hel naturlig ting. Mange drives af be-hovet for overlevelse, og er rede til at gøre næsten alt for penge og egen vindings skyld. Den der er din ven i dag, er måske din fjende i morgen, hvis der kan vindes penge eller magt herved. Udadtil er de fleste afghanere dog høflige og venlige.

Trafikken er et kapitel helt for sig, og får faktisk Sydeuropa til at ligne en ren køre-skole ved siden af. Der findes næppe nogen færdselsregler, alt ser ud til at være tilladt, og mange kører uden nummerplader og kørekort. Der køres stærkt og også i venstre side af vejen, hvis man ikke kan komme hurtigt nok frem i højre side.

Overhaling højre om er en helt naturlig ting. Det vigtigst signalmiddel er hornet, der findes i alverdens udgaver (også tivolimodellen med fem – seks forskellige toner), og det bruges mere end bremsen. Lastbilerne udsmykkes efter alle kunstens regler og ligner hele kunstværk med sirlige malerier overalt. Efter sigende har disse malerier en religiøs betydning som beskyttelse under kørslen.

Halvdelen af bilerne er hvid/gule Toyota’er, der anvendes som taxaer. Biler og busser fyldes helst helt op, en Corolla stationcar tager typisk ca. 10 personer, mens en bus er først fyldt, når der sidder 20 mand på taget. Den mindre bemidlede afghaner transporterer sig på cykel af kinesisk model eller med hest, æsel, ged eller lignende.

Så til selve lejren, som vi bor i. Det er faktisk en stor campingplads med ca. 2.000 beboere. De fleste bor i telte, men tyskerne – som der er ca. 1.200 af – har bygget barakker til en del af deres soldater. Vi foretrækker nu teltene, ikke fordi vi er misundelige tværtimod, men i stedet for at bo fire mand sammen, har vi jo vores egne små enkelt-mandskabiner med lidt privatliv i.

Vaskeafdelingen består af bade- og toiletcontainere af god kvalitet, bare man ikke kommer i myldretiden, så er det næsten smertefrit. Rengøringen kan dog knibe lidt, men med så mange mennesker på et sted og den megen støv og mudder, er det også en voksen opgave. Maden fortæres i et stort – men efterhånden for lille – spisetelt.

Det er solid tysk mad, men egentlig meget lig almindelig dansk kasernemad tilsat lidt ekstra suppe. Der er altid masser af frugt og også lidt salat. Lejren er omgivet af sandsækkevolde, pigtråd og vagttårne, som bemandes af tyskerne. Til os andre er der bunkere, hvoraf vores ubetinget er en af de bedste.

Vores egen lille del af lejren er vi også ret stolte af, den er absolut pæn og rydelig samt meget praktisk indrettet. De danske soldater er generelt rutinerede, mange har flere udsendelser bag sig, og enkelte endda helt op til fem-seks stykker. Aldersmæssigt spænder vi vidt, fra 25 til 57 år.

Alle virker fornuftige og positive, har gode samarbejdsevner, så det er en fornøjelse at være chef. Blandt ugens højdepunkter hører uden tvivl fredagens grill, selv her i februar kan det trække fulde huse, især fordi køkkenet holder lukket på denne dag for bl.a. at kunne gøre ordentlig rent.

Også gudstjenesterne hver søndag er populære, mange får et lidt an-det forhold hertil, når de er langt hjemmefra. Chefen ansat som kordegn med ansvaret for både ind- og udgangsbøn. En anden god tradition er sangene for vore fødselarer, der synges, når vi alle er samlet kl. 17.30. Som I sikkert har hørt og læst, har vi været udsat for et par raketangreb.

Det lyder umiddelbart voldsomt, men vi kan berolige jer med, at det er sket 4-5 gange tidligere, uden at det er lykkedes at ramme lejren. Heller ikke denne gang blev lejren ramt, måske fordi de ikke er særlig gode til at ramme, fordi det er svært at ramme med de primitive raketter som slet ikke er beregnet til at blive affyret fra jorden, eller også ønsker de kun at skræmme os.

Vi kender alle turen og har vores udrustning klar, så vi var straks i bunkeren. For de der har lyst til at læse mere, er det planen næste gang at fortælle om vores arbejde.

Mange kærlige hilsner fra alle i DANCON 3/ISAF.