[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Hæren har med anskaffelsen af 51 brugte tyske kampvogne af typen Leopard 2A4 og senere opgraderet til den såkaldte version 2A5, fået en kampvogn, der må betegnes som en af de mest moderne kampvogne på markedet.
Anskaffelsen af de 51 kampvogne blev vedtaget som en del af forsvarsforliget i 1995, og efter en markedsundersøgelse iværksat i 1997. De første Leopard 2A4 blev leveret til Danmark i 1998. 11 af disse blev midlertidigt udleveret til Jyske Dragonregiment med henblik på generel erfaringsindhentning.
Herudover blev et antal Leopard 2A4 anvendt til uddannelse ved bl.a. Hærens Kampskole. De resterende har været i depot i Tyskland, idet der med vedtagelsen af indeværende forsvarsforlig, blev bevilget midler til opgradering af Leopard 2A4 til 2A5, der blandt andet indeholder et forbedret ildledelsessystem og øget personelbeskyttelse.
Baggrunden for beslutning om denne opgradering indeholder flere faktorer, herunder operative og teknologiske, men også en ren økonomisk vurdering blev lagt til grund.
Opgraderingsprojektet blev iværksat i år 2000, og den første prototype stod klar i september 2002. Serieleverancer er påbegyndt og Danmark har i perioden marts til august 2003 modtaget de første 10 kampvogne i den endelige 2A5-version. Der pågår nu uddannelse af instruktører og mekanikere på disse vogne.
Projektplanen for opgraderingen følger i store træk det planlagte, men forhold ved hovedproducenten (det tyske firma Krauss-Maffei Wegmann) har bevirket ca. 6 måneders produktionsforsinkelse i forhold til det oprindelige. Denne produktionsforsinkelse medfører imidlertid, at den endelige udlevering af de opgraderede kampvogne til hærens enheder er udskudt i i alt ca. et år af hensyn til uddannelsesforhold ved enhederne.
Danmark har som en af få nationer en stor erfaring med anvendelse af kampvogne i fredsstøttende operationer, indtil videre med kampvogn Leopard 1. Disse erfaringer indgår i opgraderingen af Leopard 2 til A5-versionen, og det vurderes, at Danmark dermed får den mest alsidige kampvogn til de nye opgaver, som forsvarets enheder står overfor i fremtiden, og for god ordens skyld skal det understreges: Til en samlet pris, der vurderes at være mange hundrede millioner mindre, end køb af tilsvarende nye.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Chefen for Planlægningsdivisionen ved Hærens Materiekommando, oberst Jens Præstegaard, telefon 99 24 10 10.
www.hmak.dk
Forsvarskommandoens kommentar
"Anskaffelsen af de brugte Leopard 2A4 kampvogne og efterfølgende opdatering til Leopard 2A5 følger et atypisk forløb for større materielanskaffelser til forsvaret.
Dette skyldes bl.a., at anskaffelsen af de 51 brugte Leopard 2A4 kampvogne blev iværksat i 1997 efter godkendelse i Finansudvalget, hvorimod opgraderingen først er indeholdt i Aftale af 25. maj 1999 om forsvarets ordning 2000 til 2004.
Opgraderingen blev godkendt i Finansudvalget i år 2000. Der er således tale om en tidsmæssig forskydning på ca. 2 til 3 år mellem de to materielprojekter, hvilket kan være med til at forklare det forholdsvis lange tidsforløb i anskaffelsen."
www.forsvarskommandoen.dk