Ærens pris

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

"Vi mødes i dag, fordi vi respekterer jeres traditioner og kultur." Med disse ord indledte den militærjuridiske rådgiver Kurt Borgkvist i denne uge et af de mere usædvanlige møder i CIMIC-huset i Al Qurnah. I det særdeles sparsomt dekorerede lokale sad udover Kurt Borgkvist broderen til den iraker, der den 18. januar blev skudt og dræbt ved et dansk checkpoint, sheiken fra den afdødes klan, dommeren fra Al Qurnah, chefen for de danske styrker, oberst Henrik Flach, og en tolk.

Mødet skulle afslutte episoden fra den 18. januar 2004, hvor en mand havde forsøgt at køre de danske soldater ned ved et checkpoint ned. Soldaterne havde i selvforsvar skudt efter bilen og ramt manden. Han døde senere af sine kvæstelser.

Et liv for et liv
Der var langt hen ad vejen enighed om selve hændelsesforløbet, så mødet drejede sig ikke om skyld eller ikke-skyld, men mere om det for os danskere noget ukendte fænomen "blodpenge". For når stammer mister et medlem - uanset om manden selv var skyld i at komme af dage eller ej - så har stammen også lidt et ærestab. Det skal godtgøres, og som udgangspunkt er det et spørgsmål om et liv for et liv.

Men eftersom en striks efterlevelse af det princip ville have uoverskuelige konsekvenser for ethvert samfund, kan ærestabet også godtgøres med andre midler. Og det var lige netop hvilke og hvor mange af disse midler mødet i denne uge drejede sig om.

Brug for ekspertise
I den normale situation ville de to overhoveder for de indblandede stammer, sheikerne, i første omgang selv forsøge at løse spørgsmålet. Hvis det ikke lykkes, vil de henvende sig til en tredje sheik og få ham til at mægle, og det er dette princip de danske styrker respekterer og følger.

Oberst Flach er i sin egenskab af chef for de danske styrker i Irak for en kort tid også "sheik" og skal forhandle på de danske styrkers vegne. På samme måde havde broderen til den afdøde sin sheik, Sheik Salam, med for at repræsentere sig. Dommeren er med som mægler og ekspert i skik og sædvane, og hans ekspertise er der løbende brug for i løbet af forhandlingen.
For der skal være styr på tingene, når stammens ære skal genoprettes.

"Vi kender ikke den irakiske "arvelovgivning". Er det i orden, at broderen modtager kompensationen?" spørger Kurt Borgkvist henvendt til dommeren, som forklarer, at normalt ville det være forældrene, der var berettiget til at modtage kompensation, men da de begge er døde, er det brødrene, som er berettiget. Men alle brødre skal dele. Sheiken for stammen tager ansvaret for, at det sker.

Ny udlægning
Med arvefølgen på plads er det blevet tid til at komme i gang med selve forhandlingerne.
Hver sag er på sin vis unik, og der skal tages hensyn til, hvor mange børn, ægtefæller og eventuelle andre forpligtelser den afdøde efterlader sig. Jo, flere forpligtelser, des højere godtgørelse. Det er i hvert fald udgangspunktet, men Sheik Salam præsenterer danskerne for en ny og anderledes udlægning.

"Da manden ikke efterlader sig hverken børn eller koner, skal godtgørelsen være højere, end hvis han havde efterladt sig nogen. Han har jo ikke nogen til at føre sit navn videre, og det skal kompenseres," siger Sheik Salam med den overbevisning han nu kan mønstre. Den udlægning er ny for alle tilstedeværende - inklusive dommeren, der med et lettere forbløffet udtryk sidder og lytter på dén udlægning.

Den danske stamme
Det forbløffede udtryk breder sig til de andre tilstedeværende, da sheiken konkluderer, at stammen - og broderen - skal have 15 millioner dinarer. Det svarer til 10.000 dollars og ligger meget langt over, hvad der normalt udbetales i den slags sager.

Den militærjuridiske rådgiver rømmer sig stille og overlader det til oberst Henrik Flach at komme med "den danske stammes" modspil:

"Vi er villige til at følge jeres tradition, og jer er sikker på, at vi finder en løsning. Men der er aldrig blevet udbetalt så stort et beløb før, og det vil der heller ikke blive i denne sag. Lad os komme frem til et mere rimeligt beløb og lad os lave en skriftlig aftale om, at dette beløb afslutter denne sag," siger Henrik Flach, inden han kommer med sit modspil: "Jeg vil give 3.000 dollar."

Reaktionen fra Sheik Salam kommer prompte: "Det er alt for lidt," siger han og skal lige til at komme med en længere redegørelse, da dommeren griber ind og foreslår, at de to og broderen lige går uden for og diskuterer Flachs tilbud.

Mindre end fem minutter senere kommer de tilbage. Det ligger i kortene, at dommeren har fortalt dem, at deres forsøg på at presse godtgørelsen op, nok ikke vil lykkes, og at de vil komme længere med at fremlægge et mere realistisk krav.

"4.000 dollar," siger sheik Salam, og fortsætter: "Ja, egentlig kræver vi 6.000 dollar, men af respekt for chefen, (oberst Henrik Flach) betaler jeg de 2.000 dollar til broderen, og så skal I betale de 4.000."

En pistol, tak
Det er der nu delte meninger om.
"Det er stadig langt fra, hvad vi vil give," siger oberst Flach.
"Hvad så med hans bil, som I har konfiskeret?" spørger Sheik Salam.
"I kan få bilen."
Det tænkes der lidt over. Dommeren henvender sig til Sheik Salam:
"Jeg står inde for, at I får bilen og 3.000 dollar. Men så skal du også samarbejde med koalitionsstyrkerne," siger dommeren.
Den tygger Sheik Salam lidt på. Han vil gerne have flere penge og spiller derfor endnu et kort:
"Og hvad med den pistol I konfiskerede hos manden. Den vil vi også have."
Her griber den militærjuridiske rådgiver ind:
"Det kan ikke komme på tale. Vi udleverer ikke våben. Vi konfiskerer dem," siger han med overbevisning. Chefen afbryder.
"Jeg vil komme med et sidste tilbud: 3.500 dollar og bilen. Men så er den sag også lukket," siger han.
Sheik Salam lyser op og smiler:
"Mange tak, mange tak," siger han. Og dermed er den forhandling slut. Æren er gjort op og værdisat. Pengen er betalt. Freden mellem de to stammer genoprettet.



Aftalen er på plads. Fra venstre ses militærjuridisk rådgiver Kurt Borgkvist, oberst Henrik Flach, Sheik Salam, dommeren i Al Qurnah, Abd-el Amir Abd-el Hussain Al Shimmary, og afdødes bror.