[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det er en PfP-øvelse, der gennemføres i den sydlige del af Østersøen samt i Tyskland og i Polen. Der deltager 38 skibe, over 30 fly og hærstyrker fra Litauen, Rusland, USA, Tyskland, Polen og Danmark på i alt 600 mand.

Det danske hærbidrag består hovedsageligt af 1. Lette Opklaringseskadron fra Bornholm. Søværnets Taktiske Stab er om bord i Inspektionsskibet Thetis, og desuden deltager undervandsbåden Springeren samt kampenhederne Glenten og Skaden.
Flyvevåbnet bidrager med T-17 fly.

Formålet med øvelsen er at øve samarbejde mellem flere nationers stabe, enheder og enkeltpersoner og samvirket mellem flåde-, fly- og hærstyrker. Den landmilitære del af øvelsen har som primært mål at øve Non-Combatant Evacuation Operations (NEO), og det vil sige evakuering af civile, og derfor indgår der både landgang på kysten og udskibning fra kysten.

Der deltager 13 nationer i øvelsen, der ledes af kontreadmiral Thomas Kilcline, chef for Carrier Group Two, Norfolk, Virginia, fra flagskibet USS San Jacinto.

De 13 deltagende nationer er Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Tyskland, Letland, Litauen, Holland, Norge, Polen, Rusland, Sverige og USA.

Den danske opklaringseskadron er i øvelsesterrænet Ustka, der ligger ud til Østersøen og ca. 100 kilometer vest for Gdynia.