[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den danske bataljon slog til om formiddagen den 16. januar. Over 300 mand lagde en jernring omkring tre små landsbyer langs hovedvejen syd for Qurnah, som banden holdt til i. I løbet af formiddagen ransagede soldater og militærpolitifolk bandemedlemmernes huse, mens irakiske sikkerhedsstyrker sørgede for, at der ikke kom nogen ind og ud af byerne.



Den lette opklaringseskadron i aktion i den sydlige ende af landsbyen.

Prøvede at stikke af
I alt er 23 medlemmer af banden eftersøgt, men kun otte var hjemme, da den danske bataljon bankede på. De resterende fik til gengæld ransaget deres bopæl, og store mængder af våben ammunition og formodede stjålne biler blev konfiskeret.

På grund af det store antal huse, soldaterne skulle ransage, var der lavet en prioritets rækkefølge, så soldaterne gik efter de farligste bandemedlemmer først for derefter at lede efter de små fisk, når lederne var anholdt.

En enkelt af de eftersøgte prøvede at flygte op langs de palmebevoksede områder langs Tigrisfloden. Han nåede dog ikke længere end få hundrede meter før han blev anholdt af danske militærpolitifolk og irakiske sikkerhedsstyrker.



En del nysgerrige samlede sig for at se aktionen.


Blokvogn beskudt
Under aktionen havde bataljonen indsat store blokvogne til at transportere stjålne biler væk fra stedet. På vej mellem lejren og Camp Eden blev en af blokvognene beskudt. Ingen blev ramt, men episoden førte til yderligere ransagninger af to huse, hvor en mængde våben blev konfiskeret, og yderligere to personer anholdt.

Alle de anholdte blev senere på dagen overgivet til de irakiske myndigheder. Her vil de blive retsforfulgt efter irakisk lov. De i alt små 10.000 stykker ammunition, tre raketstyr, fem lette og et tungt maskingevær, en morter og 34 AK47 automatrifler, som de danske og irakiske konfiskerede under operationen, vil senere blive bortsprængt af ingeniørsoldater.

Farlige landevejsrøvere
Det er første gang, de irakiske sikkerhedsstyrker, som den danske bataljon har uddannet, har deltaget i en større operation. De enheder, der deltog, begyndte deres uddannelse i oktober, og har de sidste tre måneder kørt fælles patruljer med de danske soldater. Det er tanken at de på langt sigt skal overtage bataljonens opgaver i området.

Her er netop indsatsen mod landevejsrøvere et kerneområde. Røveriernes karakter er blevet stadig mere voldelig, og de sidste par måneder har landevejsrøvere myrdet adskillige bilister i det sydlige Irak og enkelte gange voldtaget de kvindelige passagerer.



Selvom der var fart på under operationen fik MP’erne dog også lejlighed til at klappe en af landsbyens hundehvalpe.