Bataljonen II – Det hårde arbejde og det seje træk

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hvad soldater nok godt vidste i forvejen blev for alvor fremstillet for tv-seerne i andet afsnit af TV2’s Bataljonen i går aftes. At være dansk soldat i Irak er hårdt arbejde. Et langt sejt træk mod bedre tider for Irak og irakerne. Et arbejde der ofte kan føles aldeles ligegyldigt og meningsløst.

Det sker eksempelvis, når irakiske grupper angriber den kæmpemæssige Shaiba Logbase, hvor den danske lejr Camp Danevang er placeret. Flere gange i den forløbne uge har soldaterne måtte søge dækning i bunkerne, fordi der har været raketangreb mod basen. Heldigvis bruger de irakiske grupper meget upræcise kinesisk fremstillede 107 mm raketter. Derfor har angrebene ikke kostet.

Men trods den trussel, så knokler de på, Hold 4. Camp Eden blev forladt i sidste uge, og i denne uge blev det sidste pillet ned. Endnu inden lejren blev åbnet for offentligheden, stod marskaraberne i stort tal klar for at komme først. Det virker meget besynderligt på os danskere, at der skal skældes ud, forklares på kontant vis, skubbes væk, ja, gøres alt muligt igen, igen, igen og igen for at holde folk ude, som ikke har adgang. Men sådan er det.

Kan de ikke komme ind den ene vej, så prøver de at snige sig ind den anden vej, vel vidende, at om kort tid bliver alle lukket ind ad hovedindgangen. Men trangen til at komme først og sikre sig de bedste brugte brædder er stor. Måske forståeligt, når man har set deres yderst primitive hytter langs Glory Canal, hvor taget er sammenflikket af strå og murene bygget af mudder- og halmsten brygget sammen i et vandhul og tørret i solen. Solidt tømmer fra en dansk militærlejr pynter gevaldigt på den slags hytter.
Journalisterne var med. Kameraerne optog, at marskaraberne sneg sig udenom, at de bakkede ind i hinanden – og senere at de som en selvfølge kører rundt med våben i bilerne. Våben, de udmærket ved, er ulovlige. Sådan er det. Våben er hvermands eje.
Et nej tages ikke for givet. Heller ikke på sjette time, selv om det er autoriteten i form af en militærpoliti-sergent, der udstikker reglerne.

Reglerne for trafik i Irak er også betydeligt mindre restriktive, end vi kender det fra dansk myldretidstrafik. At køre i den forkerte side med en lastbil eller en æselkærre er normalt, og derfor sker der sjældent noget ved det, når danske eskorter bryder ud af en trafik-kø og kører over i den modsatte vejbane for at komme frem. Irakerne er forberedt på den slags, for det sker hele tiden.
At de danske konvojer benyttet sig af den taktik skyldes risikoen for baghold og angreb i storbyens trafik. Så længe de pansrede køretøjer er i bevægelse, så er der mindre risiko. Og der skal ikke løbes nogen risici.

Heldigvis for de danske soldater, så blev Camp Danevang færdigbygget i den forgange uge, så de kunne forlade de store 50 mands-telte og rykke ind i FAB’erne. Ren luksus. Tre og tre og med air-con. Ganske enkelt lykken i en tid hvor temperaturerne når langt, langt over 40 grader. Lidt privatliv og lidt afkøling er et must for at lade op til de hårde prøvelser. Ganske enkelt nødvendigt, og det viser tv-dokumentaren ganske fint. Arbejdet er et langt sejt træk mod bedre tider. Glimrende illustreret af panserinfanteristerne på patrulje for at holde øje med det lokale politi på check-points. Når danskerne kigger på, så løser de opgaven. Men fristelsen til at sidde i skyggen er stor hos politifolkene. Sådan er det, og næste onsdag kan vi herhjemme se nye oplevelser fra Irak Hold 4.