Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Bataljonen VI: Befriende med godt TV
Det er en befrielse, at TV2 satser på et dokumentarprogram som Bataljonen, der skildrer en hverdag for de udsendte danske soldater i et af verdens brændpunkter.
28. oktober, 2004 - Kl. 02.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Især i en tid, hvor fjernsynet bombarderer os med boligprogrammer og andre overfladiske og ligegyldige udsendelser, der ikke sætter mange tanker eller følelser i gang.
I Bataljonen onsdag aften startede optagelserne 45 sekunder efter, at vejbombe-angrebet fra i fredags havde fundet sted. Vi ser, at konstabel Martin er lettere såret af fragmenter fra bomben, men også at han hurtigt er klar til at indgå i gruppens arbejde og forsvar, indtil de kan blive afhentet og kørt til infirmeriet. Den hændelse efterlod et godt indtryk af, at soldaterne er godt klædt på til at løse deres opgaver, og at de er klar til at gøre en forskel.
Programmet skildrer derefter soldaternes vrede og frustrationer over selve angrebet mod dem. De er også vrede over de bløde køretøjer, der er opbygget af blik og plastik. Modpolen er ledelsen, der mener, at pansrede køretøjer kan skabe en falsk tryghed, og at ledelsen ønsker at sende et imødekommende og venligt signal til den irakiske befolkning. Udsendelsen viser dermed til fulde, at der er blevet mere åbenhed i forsvaret.
Samtidig får den danske befolkning en enestående mulighed for at opleve soldaternes hverdag på tætteste hold både indenfor og udenfor lejren. Seerne får et godt indblik i kammeratskabet og det at passe på hinanden. Troen på Gud bliver stærkere, og at man har ret til at slå et andet menneske ihjel, hvis det sker for at forsvare sig selv.
Udsendelsen kommer vidt omkring og giver stof til eftertanke. Vi hører og ser, hvorfor soldaterne er i Irak, at de gør en forskel ved at være der, og at de faktisk er parate til at risikere deres liv. De accepterer også, at de må undvære deres familie og venner i en periode.
Hvordan påvirker udsendelsen de pårørende, der går herhjemme? Skaber den tryghed eller usikkerhed? Dels oplever man livet i lejren, og dels oplever man faren udenfor lejren. Nogle pårørende får et glimt af deres kære og ser, at humøret er godt. Men sætter det også tanker i gang om, hvordan det bliver at få de pågældende hjem igen? Vil de være forandret af oplevelserne, og hvor mange dage tager det for de pårørende at få udsendelsen ud af kroppen, da den går helt ind under huden på folk?
Generelt mener jeg, at det er en rigtig god udsendelse. Efter reklameindslaget forud for udsendelsen kunne man blive bekymret for, om TV gik for tæt på de sårede soldater. Men i udsendelsen var det skønt at opleve en soldat, der var klar til at forsvare sig selv og sine kammerater umiddelbart efter angrebet.
Journalisterne kan ikke på forhånd vide, hvad dagen bringer, men den røde tråd blev bevaret gennem hele udsendelsen. Det var bare godt TV.
Denne uges anmelder, Dorthe Isaksen, er bogholder på Regnskabskontoret på Skive Kaserne. Hendes mand har tre gange været udsendt til Kosovo, og han tager af sted igen til februar.
Især i en tid, hvor fjernsynet bombarderer os med boligprogrammer og andre overfladiske og ligegyldige udsendelser, der ikke sætter mange tanker eller følelser i gang.
I Bataljonen onsdag aften startede optagelserne 45 sekunder efter, at vejbombe-angrebet fra i fredags havde fundet sted. Vi ser, at konstabel Martin er lettere såret af fragmenter fra bomben, men også at han hurtigt er klar til at indgå i gruppens arbejde og forsvar, indtil de kan blive afhentet og kørt til infirmeriet. Den hændelse efterlod et godt indtryk af, at soldaterne er godt klædt på til at løse deres opgaver, og at de er klar til at gøre en forskel.
Programmet skildrer derefter soldaternes vrede og frustrationer over selve angrebet mod dem. De er også vrede over de bløde køretøjer, der er opbygget af blik og plastik. Modpolen er ledelsen, der mener, at pansrede køretøjer kan skabe en falsk tryghed, og at ledelsen ønsker at sende et imødekommende og venligt signal til den irakiske befolkning. Udsendelsen viser dermed til fulde, at der er blevet mere åbenhed i forsvaret.
Samtidig får den danske befolkning en enestående mulighed for at opleve soldaternes hverdag på tætteste hold både indenfor og udenfor lejren. Seerne får et godt indblik i kammeratskabet og det at passe på hinanden. Troen på Gud bliver stærkere, og at man har ret til at slå et andet menneske ihjel, hvis det sker for at forsvare sig selv.
Udsendelsen kommer vidt omkring og giver stof til eftertanke. Vi hører og ser, hvorfor soldaterne er i Irak, at de gør en forskel ved at være der, og at de faktisk er parate til at risikere deres liv. De accepterer også, at de må undvære deres familie og venner i en periode.
Hvordan påvirker udsendelsen de pårørende, der går herhjemme? Skaber den tryghed eller usikkerhed? Dels oplever man livet i lejren, og dels oplever man faren udenfor lejren. Nogle pårørende får et glimt af deres kære og ser, at humøret er godt. Men sætter det også tanker i gang om, hvordan det bliver at få de pågældende hjem igen? Vil de være forandret af oplevelserne, og hvor mange dage tager det for de pårørende at få udsendelsen ud af kroppen, da den går helt ind under huden på folk?
Generelt mener jeg, at det er en rigtig god udsendelse. Efter reklameindslaget forud for udsendelsen kunne man blive bekymret for, om TV gik for tæt på de sårede soldater. Men i udsendelsen var det skønt at opleve en soldat, der var klar til at forsvare sig selv og sine kammerater umiddelbart efter angrebet.
Journalisterne kan ikke på forhånd vide, hvad dagen bringer, men den røde tråd blev bevaret gennem hele udsendelsen. Det var bare godt TV.
Denne uges anmelder, Dorthe Isaksen, er bogholder på Regnskabskontoret på Skive Kaserne. Hendes mand har tre gange været udsendt til Kosovo, og han tager af sted igen til februar.