Bataljonen VII: Flot og ærligt TV

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

End ikke den voldsomme fyrværkerikatastrofe i Kolding kunne ændre på dette.
De hidtidige seks udsendelser, hvor jeg kun har mistet en enkelt på grund af en rejse i udlandet, har givet et så ærligt billede af forholdene, at jeg næsten ser det som en pligt at se udsendelserne. Ikke en sur pligt, men en pligt, som jeg i øvrigt mener, også burde føles af enhver dansk politiker og journalist, der ofte sidder med hurtige meninger om det danske engagement i Irak.

Derfor var det også ganske interessant at se, hvordan irakerne reagerede på resultatet af det amerikanske valg, hvor uvidenskabelig den end var. For irakerne var det den rigtige mand, der vandt i USA…
De smilende irakere matchede fuldstændig med de indtryk, jeg selv har gjort ved et par besøg hos tidligere hold i den danske bataljon. Og som bataljonschefen udtrykte det, så er størsteparten af irakerne godt tilfredse med den danske tilstedeværelse.

Udsendelsen gav et godt indtryk af de reaktioner, der uundgåeligt måtte komme efter sidste uges bombeangreb på danske soldater. Og der skal ikke herske tvivl om, at jeg forstår soldaternes reaktioner og frustrationer, der bestemt ikke bliver mindre af, at holdet så småt er ved at nærme sig midtvejen af deres udsendelse.

Aftenens program kom lidt tættere på min egen person, end jeg havde ventet, da jeg så bataljonen tage afsked med presseofficeren. Jeg har selv været kontrolofficer for ham – og flere presseofficerer før ham – i forbindelse med den missionsorienterede uddannelse, der gennemføres umiddelbart før udsendelsen. Hans faglighed kan jeg stå 100 procent inde for.
Og et eller andet sted kan jeg godt forstå hans reaktion, for som udsendelsen gennem en af kollegerne udtrykte så glimrende, så ”er det hernede ikke vigtigere end familien derhjemme”. Og det kan blive en belastning for opgaveløsningen.

TV-holdet fortjener også ros, fordi de i deres dækning af presseofficerens hjemrejse fik fremhævet den værdighed, bataljonen fastholdt, da den tog afsked med en kollega. Det blev tydeligt vist, at han havde alles opbakning til at give sin tre-årige søn første prioritet.
I det hele taget var det en sekvens, der viste langt mere om det følelsesspektrum, som soldaterne bevæger sig rundt i, end de fleste herhjemme nogensinde vil kunne forestille sig.
Det var flot fremstillet, og det var ærligt fremstillet, for det viste, at det stadig er mennesker, der løser en vanskelig opgave.

Irak-missionen er en stor belastning for soldaterne i Irak, men den er bestemt ikke mindre for de pårørende hjemme, som trods stadigt bedre information, ofte finder sig selv i en tilstand af uvidenhed.
Men samtidig var det også en væsentlig del af den før omtalte ærlighed, da udsendelsen lod flere af danskerne skære igennem og gøre det helt klart, at de først og fremmest er i Irak for at løse en opgave.

Hvis jeg skal dryppe en smule malurt i bægret, så synes jeg, at TV-folkene gik lidt let hen over den opgave, danskerne havde ved en vandpumpe. Det kom til at se ud, som om danskerne bare bevogtede vandpumpen, hvilket naturligvis ikke kan udelukkes i det aktuelle tilfælde. Jeg savner at høre om de mange vandpumper – og vandrensningsanlæg – som de danske CIMIC-folk har fremskaffet og etableret, så hundredvis af irakiske landbyboere kan få rent vand. Jeg savner også noget om de skoler, som danskerne får i gang efter voldsomme ødelæggelser fra før og under krigen.
Jeg savner i det hele taget noget om den store indsats, jeg ved, at danskerne deltager i for at genopbygge det hærgede land.

Det kom med i en enkelt bemærkning, da soldaterne var på bade- og shoppingtur i Kuwait. Her fornøjede en dansk soldat sig over de ordnede forhold, han mødte i Kuwait City, og så tilføjede han det allervigtigste: ”Men ting bliver hele tiden bedre i Irak."

Det så jeg gerne skildret i et af de kommende dagbogsblade, for det er en uhyre vigtig del af danskernes indsats i Irak.
Og efter en dag, hvor regnen har høvlet ned i det meste af Danmark, var det helt befriende at se, hvordan man også kan tackle en skylle…Danskerne har heldigvis ikke glemt at smile.
Men, hvor er det godt TV…!