[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mellem 300 og 500 civile irakere demonstrerede fredag formiddag foran huset for Civilt-Militært samarbejde (CIMIC-Huset) i Al Qurnah. Med bannere og råb opfordrede de koalitionsstyrkerne og det lokale politi til at gribe hårdere ind over for kidnappere.

”Der er ingen plads til dem der samarbejder med kidnapperne. Vores pligt er at videregive navnene til politiet og dem, der hjælper med at holde ro og orden,” stod der blandt andet på nogle af de medbragte bannere. Demonstrationen, der var blevet anmeldt i forvejen, forløb uden problemer.

Demonstranterne sørgede selv for, at alt gik stille og roligt for sig. Da der for eksempel var optræk til for meget skubberi, blev de forreste i demonstrationen ganske enkelt instrueret om at sætte sig ned af lokale præster og andre fremtrædende personligheder.



Mellem 300 og 500 personer demonstrerede fredag formiddag foran CIMIC-huset i Al Qurnah for at opfordre det lokale politi og de danske styrker til at sætte fokus på kidnappere.

Delegation ind i huset
Mens demonstrationen fortsatte udenfor ankom en delegation på 17 mænd bestående af repræsentanter for nogle af de partier, der er ved at skyde op, præster og lokale sheiker til huset. De fik her mulighed for at uddybe demonstrationens formål, og det blev aftalt, at chefen for de danske styrker, oberst Henrik Flach, snarest vil mødes med delegationen for at høre deres ideer til, hvordan man kommer kidnapninger til livs.

Kidnapninger
Kidnapninger er nemlig ikke ualmindelige i det danske ansvarsområde. Faktisk er det et stigende problem. Det skyldes blandt andet, at det takket være de danske soldater og det lokale politi er lykkedes at forbedre sikkerheden på Hovedvejen i det danske ansvarsområde så meget, at de kriminelle søger andre indtægtskilder. I stedet for landevejsrøverier lader det til, at de er begyndt på kidnapninger.

Demonstranterne i dag hævdede, at der lige for tiden er kidnappet ikke færre end 30 børn. Det lokale politi forsøger i samarbejde med blandt andet de danske soldater at dæmme op for kidnapningerne med hyppige patruljer på de landeveje, hvor kidnapningerne oftest sker, og ifølge Henrik Flach er man fra dansk side allerede ved at se nærmere på sagen.



En delegation af politikere, fremtrædende præster og lokale sheiker mødtes med lederen af CIMIC-Huset major Franzman.