[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Programmet for besøget var planlagt, medens det tidligere kontingent, ISAF 2, stadig var i lejren, hvorfor chefen for ISAF 2, OL H.H. Møller, var blevet i lejren, indtil efter besøget fra Danmark.

Besøget blev imidlertid annulleret med kort varsel, hvilket gav os nyankomne mulighed for at finde vore egne ben efter ankomsten. Det blev dog hurtigt klart, at besøget ville finde sted på et lidt senere tidspunkt, og tirsdag den 4. februar modtog vi gæster fra Danmark. Delegationen var dog skrumpet noget ind, idet ministeren desværre måtte aflyse sin deltagelse.

Gæsteholdet bestod derfor næsten udelukkende af militærfolk med Forsvarschefen, chefen for HOK samt chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste i spidsen. Desuden havde de tre generaler en stribe af officerer med samt en journalist fra DR, Jørgen Skakke. Radiojournalisten skulle lave forskellige indslag om vort arbejde herude. Det er meningen, at det skulle blive til en række indslag om ISAF’s virkeområde. Vi håber, at I hjemme i Danmark har hørt udsendelserne.

Tidligt om morgenen, den 4. februar, kørte en lang kortege af forskellige køretøjer til Kabul International Airport (KIA) for at modtage de besøgende. Lidt før kl. 10 landede vore gæster og blev straks, for at understrege, at det var »en bid af Danmark«, de besøgte, budt på formiddagskaffe og hjemmebag.

Programmet for generalens besøg var yderst tætpakket, så vi kørte straks efter formiddagskaffen med retning mod Kabul, hvor der aflagdes besøg i hovedkvarteret for ISAF. Her fik den danske delegation en briefing om arbejdet i HQ-ISAF (hvor vi har to danskere placeret). Derefter gik turen til hovedkvarteret for Kabul politi (KCP), hvor to af vore tre FO-hold holder til. Her blev gæsterne briefet om FO-holdenes arbejde.

Disse briefinger var ret omfattende og det betød, at det var med noget rumlende maver, følget ved frokosttid ankom til Camp Warehouse. Det svenske og finske køkken havde disket op med en yderst velsmagende feltfrokost, så vore gæster fik stillet den værste sult og fik tid til lidt uformelle drøftelser og CH DANCON kunne give en orientering om eftermiddagens tætte program.

Efter frokost var der først en mindehøjtidelighed foran stabsbygningen, hvor FC holdt en kort tale og nedlagde en enkel, men smuk krans til minde om de danske soldater, der er døde i ISAF’s tjeneste. Et dansk og et tysk æreskommando havde taget opstilling ved mindestenen for de døde, og det blev en enkel men meget smuk ceremoni.

Den danske delegation blev herefter briefet af chefen for Kabul Multinationale Brigade, COM KMNB, brigadegeneral Werner Freers.

Nu var det blevet tid til at komme rundt i vort operationsområde, så kortegen af køretøjer sneglede sig ad snørklede veje og gennem uvejsomt terræn frem til en observationspost, hvor der var rig lejlighed til at orientere sig rundt i det fantastisk smukke landskab. Vejret viste sig fra den smukkeste side, idet solen strålede fra en skyfri himmel, hvilket igen gav en yderst perfekt sigtbarhed.

Der blev fotograferet ivrigt og der kom mange, gode billeder i kassen. (Se et udsnit af billederne fra besøget under ISAF’s link: ”Billedgalleri”, på HOK’s hjemmeside) Ved observationsposten fik FC mulighed for, ved hjælp af vores tolk, Safi, at tale med to lokale, der fortalte om deres både spændende og krævende arbejde.

Efter besøget ved udkigsposten midt ude i den øde ørken sluttede dagens program i felten med en besigtigelse af et såkaldt checkpoint nær ved Kabulfloden.

Turen gik nu tilbage til Camp Warehouse, hvor der var rundvisning. Højdepunktet for DANCON var dog FC's besøg i den danske lejr, Camp Viking. Desværre var programmet skredet en smule, så mørket var allerede ved at falde på, da generalen nåede den danske lejr. Her var der en kort parade, hvor en veloplagt general Helsø gav en kort ”peptalk” til os og herefter hilste FC på hver enkelt dansk soldat, medens blitzlysene lynede for at forevige det fine besøg.

Efter aftrædning fra paraden var generalerne rundt i forskellige beboelsestelte, hvor alt i dagens anledning lå til højre ret. Tandbørster stod ret i tandkrusene, medens blyanter og andre personlige ejendele lå i rækker og geled.

CH DANCON, oberstløjtnant Birger Mejlholm, og NK, major Henrik Hansen, gav nu den danske delegation en grundig briefing om DANCON/ISAF’s vidt forgrenede arbejdsområde, og de tre danske generaler fik fyldt godt og grundigt op på ”den indre harddisk”.

CH DANCON benyttede vist også lejligheden til at fremføre diverse ønsker om opnormering, nu da såvel FC som CH HOK var ”on location”. Efter briefingen blev en række spørgsmål fra vore gæster besvaret og den officielle del af et godt, langt og udbytterigt tjenestestedsbesøg var nu til ende.

En del af Camp Vikings beboere havde i løbet af eftermiddagen ligget vandret i luften for at stille an med en buffet, som blev serveret i den ”Spanske Cantina”, hvor forholdene er knapt så primitive som i Camp Viking. Der blev bakket ud med en alenlang række af specialiteter og alle tog godt og grundigt for sig af retterne.

Sådan en dag, med al den friske luft og den megen traven i bjergene, fremmer en naturlig appetit, så der blev levet op til det gamle ord om, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”!

Vi havde alle, hver på vores måde, gjort os umage med forberedelserne til besøget fra Danmark. Det betød også, at vi alle følte, vi kunne være bekendt at indkassere en del af den tak, FC udtalte, inden han og hans følge brød op fra Camp Warehouse. Der var absolut ingen mislyde i generalens tak til os, og vi labbede hans ”Well done!” i os med glæde!

Så vi var alle glade for, at gæsterne kunne drage herfra med masser af gode indtryk og med maverne fyldt godt op, inden turen igen gik til lufthavnen og videre hjem til gode, gamle Danmark.

Se billeder fra besøget