Blæst om Irak-styrken

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Barsk vejr at arbejde i, men vejrliget til trods, så har soldaterne ufortrødent knoklet videre.
Blæsevejret starter om formiddagen og tager så til i styrke, så det kulminerer om eftermiddagen for igen at stilne af til aften.

Sand og støv hvirvles op i luften og sigtbarheden falder betydeligt. Ind imellem til under 100 meter. Færdes man udendørs, ja, så gælder det om at holde mund – i hvert fald holde den lukket – og at beskytte øjnene. Det er man nødt til at forholde sig til og i øvrigt arbejde stille og roligt videre med de mange opgaver, som skal løses dagligt. Både med patruljer og med opbygning af lejren.

I sidste uge flyttede de første således ind i beboelsescontainere, og i denne uge har det været infirmeriet, lejrens sygehus, der er flyttet ind i mere faste omgivelser end telte.
Netop flytteriet har set hjemme fra de danske breddegrader været et problem. Egentlig har det ikke været noget problem set nede fra sandhøjde i Camp Eden. Soldaterne forlader nogle telte og rykker over en vej og ind i nogle containere. Derfor skal strømmen og generator-forbindelserne flyttes, og ja, det giver lidt uregelmæssig strøm en dags tid, indtil alle installationer virker. Men så er der sådan set ikke mere i det. Sådan er betingelserne for et hold 1.

De sidste af soldaterne må dog væbne sig med lidt tålmodighed endnu, før de kan rykke over i beboelsescontainerne, for det vil vare nogle uger endnu.
Også meldingerne om, at de danske soldater skulle føle sig som skydeskiver har medført hovedrysten, for det er langt fra tilfældet.

Ugen bød også på en form for rejsegilde eller rettere sagt indvielse. Det skete fredag, hvor ingeniørerne blev færdige med at bygge det første af to vagttårne i lejren. Det blev brugt som anledning til officielt at påskønne en helt enestående indsats, som ingeniørdetachementet har stået for. Uden at kny knokler de på med at bygge, bygge og bygge. Derfor kommer lejren mere og mere til at minde om et ørkenfort med en over fire meter høj mur af hesco bastions ud vejen nord for lejren. Muren når efterhånden snart tre fjerdedele rundt om lejren, og det svarer til sådan cirka 7 kilometer hesco bastions, hvis de blev stillet op på en lang række.



Ingeniørernes knokleri blev påskønnet af chefen for den danske bataljon oberst Niels Bundsgaard, som gav en omgang colaer, da han havde taget det nye tårn i øjesyn. Tårnet har fået navnet Rundetårn, mens det andet vagttårn kommer til at hedde Gåsetårnet.
Midt i sandstormen har de danske soldater været sat på lidt af en opgave, for hjemme i Danmark havde man fået øje på en sneplov blandt materiellet i Irak.




Selv ved nøjere eftersøgninger kunne denne sneplov ikke efterspores, og forklaringen er da også ganske enkel, for der er slet ikke nogen sneplov i Camp Eden i Irak.
Måske er opfattelsen opstået som følge af, at der i Camp-sektionens standardbeholdning er både sneskovle og tø-salt samt plæneklipper og hæk-klipper. Umiddelbart ser det ikke ud til, at Camp-sektionen som lejrens viceværter får det store behov for netop den type materiel.

Sneploven har fået en række udenlandske medier til at vise stor interesse for den danske styrke, men interessen faldt kraftigt, eftersom sneploven er et fatamorgana.
Varmemæssigt har blæsevejret, sandet og støvet haft en positiv virkning, for når luften bliver fyldt med sand, så trænger solens stråler knapt så hårdt igennem, så rekordtemperaturerne fra sidste uge er ikke blevet slået.

Helt så meget blæst har der ikke været omkring udsendelsen af yderligere 11 militærpolitifolk fra Danmark til at støtte de ti danske og to litauiske militærpolitifolk, der netop nu arbejder hårdt for at hjælpe og uddanne det irakiske politi.
I det hele taget mærker det irakiske folk stadig masser til den danske tilstedeværelse. I sidste uge gik bataljonen i gang med at gøre sig meget synlig i området ved blandt andet at bemande en række check points. Den linie er blevet fulgt op også i denne uge.