[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det virker nærmest som en stumfilm. På 1.000 meters afstand står vi og ser, hvordan et lille lysglimt efterfølges af en grå, massiv støvmasse, der vokser sig større for hvert sekund der går. Men der er ingen lyd. Intet brag. Ikke andet end lyden af cikaderne, der åbenbart stortrives i dette øde og flade landskab.

Men så. Et hult drøn af den gode slags. Den slags, der går i mellemgulvet, så man nærmest mærker lufttrykket, rammer os, og godt to tons artillerigranater er forvandlet til små, glødende varme stykker af forvredet metal. Ammunitionsrydderne fra Ingeniørdetachementet ved DANCON har endnu en gang gjort Irak en smule mere sikkert for civilbefolkningen.

Arbejde til mange år
Ammunitionsrydderne bliver i daglig tale ikke kaldt andet end EOD-teamet. EOD står for explosive ordnance disposal (fjernelse af eksplosiver), og de har travlt. Den otte år lange krig mod nabolandet Iran og de to efterfølgende golfkrige i 1991 og 2003 har gjort deres til, at landskabet visse steder er særdeles farligt at færdes.

Sønderskudte kampvogne, forladte kanoner og rustne PMV’er er spredt ud over store arealer sammen med tusinder og atter tusinder af skarpe patroner, granater og miner.

Ingen ved hvor
Desværre er der ingen, der har nogen præcis opgørelse over, hvor hvad findes, så det er de små skridts politik. Oftest foregår ammunitionsrydning ved, at lokale eller nogle af de mange patruljer, der kører i området, melder til EOD-teamet, at de er stødt på noget.

EOD tager derefter ud kigger på sagerne og afgør, om det er noget, man bør tage sig af straks, fordi det udgør en væsentlig risiko for egne soldater og lokale i området, eller om det er noget, man godt kan vente lidt med.

Og eftersom der er så ufattelig meget ammunition i området er bestillingssedlen efterhånden godt lang.



Oversergent Rottbøll lægger sidste hånd – eller rettere sprængsnor - på de 179 granater, der om få minutter er forvandlet til glødende forvredne stumper jern.

300 ton fjernet
Men den lange venteliste er bestemt ikke udtryk for, at EOD-teamet ligger på den lade side. Siden Danmark udsendte soldater til Irak, har de danske ingeniører fjernet cirka 300 ton ammunitionsrester fra området. Men der er stadig lang vej igen, før hele det danske ansvarsområde er fri for disse alt for synlige beviser på de mange krige, der har været.



Den grå krans i bunden af eksplosionen er trykbølgen, som hvirvler støv op. Selv på 1.000 meters afstand er der ingen problemer med at se og mærke, at der er tryk på, når to ton sprængstof flyver til himmels med et hult drøn.