[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Med Dannebrog blafrende i stiv kuling fra vest havde vejret gjort sit til, at den engelske brigadegeneral N. P. Carter fik et indtryk af danske forhold. At disse forhold så lige befandt sig i Irak denne mandag formiddag gjorde ikke den store forskel.

Det er første gang, at N. P. Carter aflægger den ny chef for de danske styrker, oberst Henrik Flach, besøg i Camp Eden. Derfor var der gjort lidt særligt ud af besøget. Ved ankomsten var der opstillet fanekommando, og generalen var tydeligvis imponeret over kommandoets engelskkundskaber, da han under inspektionen af kommandoet vekslede et par ord med soldaterne.



Chefen for 20. Brigade, general N. P. Carter, blev under sit besøg i Camp Eden imponeret over de gode engelskkundskaber, de danske soldater besad.

Imponeret over maden
Kokken havde endnu en gang tryllet en flot tre-retters menu frem i anledning af generalens visit. Besøget var faktisk planlagt til frokosttid, så der kunne sniges en frokost ind, fordi generalen under tidligere besøg har været særdeles glad for, hvad det danske køkken kan sætte på bordet.

Med sulten stillet var tiden kommet til at fodre nysgerrigheden. General N. P. Carter fik først en bred orientering fra de forskellige sektioner om situationen i det danske ansvarsområde, før turen gik rundt i den danske lejr, hvor oberst Flach kunne orientere om nogle af de nye tiltag, der er sket og som vil ske i løbet af Hold 3’s ophold i Camp Eden.



Under sin rundtur i Camp Eden var general N. P. Carter blandt andet på besøg i værkstedet. Her fik han en snak med, fra venstre, OKS-1 Morten Kure Danielsen og KS Bent Riis om hvordan udstyret klarede forholdene i Irak.

Bedste samarbejde
Generalen udtrykte under besøget sin store begejstring for at arbejde sammen med de danske styrker.
”Samarbejdet med danskerne er det bedste, jeg personligt nogensinde har oplevet i en multinational styrke under en indsats i en operation,” sagde N. P. Carter. Det bygger han blandt andet på den måde, danskerne dels løser deres opgave på dels agerer på i en international styrke:

”Danskerne har gjort et ekstremt godt stykke arbejde med at løse deres opgave. Samtidig er den danske styrke meget velintegrerede i den engelske struktur og falder godt i hak med os. De er for eksempel lige så fleksible, som de britiske enheder,” sagde generalen.



General N. P. Carter udtrykte stor tilfredshed med samarbejde med de danske enheder, der indgår i den engelske brigade, inden han med helikopter tog tilbage til hovedkvarteret i Basra.