[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Brandbilen er en gave fra Broager kommune i Sønderjylland til de to Serbiske kommuner Zubin Potok og Zvecan i Kosovo.
Turen fra Broager til Kosovo startede den 19. september og gik gennem Tyskland, Østrig, Italien, Grækenland og Makedonien inden brandbilen med sit Broager mandskabet, der bestod af borgmester Jørn Lehmann Petersen, forvaltningsdirektør Knud H. Jensen, samt brandkaptajn John Pedersen, ankom til Camp Olaf Rye i KOSOVO den 24. september



Fra venstre ses forvaltningsdirektør Knud. H. Jensen, borgmester i Zubin Potok Slavisa Ristic, borgmester i Broager Jørn Lehmann Petersen, borgmester i Zvecan Dragisa Milovic, brandkaptajn John Pedersen og chefen for Den Danske bataljon oberst Lasse Christiansen.

Formålet med besøget var, udover at overdrage brandbilen, at udbygge de kontakter der blev skabt ved et besøg i Danmark i maj måned 2003, hvor repræsentanter fra Zubin Potok og Zvecan kommuner havde lejlighed til at stifte bekendtskab med danske samfundsforhold, samt dansk kommunalforvaltning, herunder især, hvorledes en kommune som Broager forvalter i forhold til det tyske mindretal som findes i kommunen.

Besøget i KOSOVO var en succes, ikke mindst fordi begge de serbiske kommuner havde tilrettelagt et meget intensivt program, hvor de danske kommunalpolitikere fik et godt indtryk af hvorledes kommunalforvaltningen i en Kosovo-Serbisk kommune foregår.

Besøget blev afsluttet med en frokost i Camp Olaf Rye hvor chefen for Den Danske Bataljon oberst Lasse Christiansen var vært. Efter frokosten blev brandbilen officielt overdraget til de to serbiske kommuner, som har indgået en aftale om den fremtidige anvendelse af brandbilen i et fælles brandberedskab.



Borgmester Jørn Lehmann Petersen overdrager officielt nøglen, til den donerede brandbil, til borgmester Slavisa Ristic og borgmester Dragisa Milovic