[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den årlige demonstration af Hærens styrker, evner og materiel lagde torsdag et nyt kapitel til det stadig tættere samarbejde mellem Forsvar og Hjemmeværnet. For første gang nogensinde deltog frivillige styrker på linie med de professionelle og værnepligtige i det ”store slag” som blev udkæmpet for omkring 2000 tilskuere i øvelsesterrænet ved Antvorskov Kaserne i Slagelse.

- Selvom dagen i dag mest af alt er en flot demonstration af Hæren, er det også en særlig glædelig dag for Hjemmeværnet. Vores direkte øvelsesdeltagelse markerer et nyt positivt skridt i samarbejdet mellem Hjemmeværnet og Forsvaret, siger generalmajor Ulf Scheibye fra Hjemmeværnet.

Generalen oplevede i dag sine og flere hundrede andre styrker i form af helikoptere, F16 jagere, kampvogne og jægersoldater udkæmpe et heftigt slag til ære for over 2000 tilskuere.
På bakken ”Kongsbjerg” havde 1. Sjællandske Brigade opsat en tribune, hvorfra de mange tilskuere blev guidet gennem materieldemonstration, indsats af jægersoldater, der blev indsat fra helikoptere samt et kampvognsslag, der blev udkæmpet i terrænet foran tribunen. Et imponerende setup, der giver en sjælden indføring i ”krigens gang”.



Der angribes. Foto: Erik Johansen

Tradition
Den store demonstration ved Slagelse er efterhånden blevet en årlig tradition i Hæren, som samtidig får øvet hundredvis af værnepligtige og professionelle under former, der giver betydelig mere intensitet i øvelsen end normalt. Med deltagelse af jægersoldater, F16, helikoptere, kampvogne, infanteri, sanitetsfolk og snart sagt alt hvad man drømmer om får øvelsen et ekstra spændingsniveau.

Arrangementet er en del af Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus, som afvikles en gang årligt over to uger med deltagelse af opinionsdannere, der ønsker større indsigt i militære og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Demonstrationen af Hæren er i en årrække blevet gennemført som en stor en-dags øvelse, der samtidig giver anledning til, at en lang række særlige gæster fra den civile verden, samt naturligvis også værnepligtige, professionelle og andre medarbejdere i Forsvaret kan opleve Hæren ”for fuld drøn”.



En patrulje fra hjemmeværnet. Foto: Erik Johansen