Brugte, men stadig brugbare uniformer skiftede ejermænd
Onsdag den 29. januar blev lidt af en mærkedag for »Camp Viking«, idet der fra morgen-stunden kørte en hel lille kortege af biler fra lejren ind til den lokale garnison i Kabul for at overdrage en gave til de afghanske soldater dér.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Det drejede sig om i alt 65 udrangerede, danske M-58-uniformer, der skulle skifte ejermænd. Selvfølgelig kunne vi bare have sendt en lastbil af sted med uniformerne. Men en så omfattende gave kan man ikke bare læsse af på modtagerens adresse og så drage af igen.
En del af vor mission hernede er jo bl.a. at etablere og formidle kontakt til de forskellige, lokale myndigheder og derved være med til at retablere den smadrede infrastruktur. Også derfor skulle der selvfølgelig finde en meget højtidelig overdragelsesceremoni sted.
Derfor drog vi af, næsten mand af hus: Chefen skulle, i overværelse af en hollandsk oberst og oberstløjtnant, den danske feltpræst samt andre udvalgte personer, overdrage den for-nemme donation til den lokale garnisonskommandant, en afghansk general, og i dagens anledning var der udfærdiget et fint overdragelsesdokument dels i en engelsk version og dels på det lokale sprog, dari.
Generalen er, udover at have de rent militære opgaver, lokal kommandant med mange gøremål vedrørende den lokale infrastruktur i videre forstand. (Efter danske forhold ville det vel svare til en hybrid af en general i hær og en chef fra Beredskabsstyrelsen).
Dokumenterne blev højtideligt underskrevet af den danske kontingentchef samt den afghanske general efter at Chefen for DANCON havde holdt en lille tale, hvor han understregede, at selv om Danmark er en lille nation, kan vi altid hjælpe inden for det muliges rammer.
Chefen udtrykte ønske om, at de brugte men stadig brugbare uniformer måtte kunne skabe bedre forhold for nogle af de afghanske soldater, så de fortsat kan udføre deres opgaver i det gode samarbejde med ISAF.
Den afghanske general takkede for den fornemme gave og der blev rystet hænder,
medens blitzlysene lynede. Efter den lille ceremoni, der fandt sted på generalens kontor, gik følget uden for, hvor de danske jenser i mellemtiden havde linet den ret så omfattende, danske gave op ved siden af den danske lastvogn (der i dagens anledning var smykket med det afghanske og det danske flag.) Her blev gaven nu besigtiget af generalen og mange, mange andre interesserede.
Der kastedes lange blikke ned i de danske tøjcontai-nere, og mon ikke adskillige af de tilstedeværende, afghanske soldater ønskede, at det skulle blive ham, der skulle iklædes en af de danske uniformer. Der blev i hvert fald sendt lange blikke mod de store træcontainere, tøjet lå i. (For fuldstændighedens skyld skal selv-følgelig nævnes, at et hold frivillige ”sypiger m/k” i ”Camp Viking” havde haft ekstra skræd-dertjeneste, hvor alle danske uniformsmærker blev fjernet fra gaven.)
Efter at generalen havde besigtiget gaven med tilfreds mine, rystedes hænder endnu en-gang og endnu flere billeder blev taget. Vi fornemmede, at vi - på en måde - havde ageret julemænd over for afghanerne.
Kort efter vor hjemkomst fra ceremonien blev »julestemningen« yderligere understreget, idet et stille og tyst snefald satte ind. Vi kan ikke sige, at sneen er høvlet ned i rå mæng-der, men her til aften, lige før appellen, kunne enkelte kåde og ungdommelige elementer blandt lejrens indvånere dog udkæmpe en lille dyst med snebolde.
Næste morgen havde en vittig hund i lejren fremstillet en smukt formet sne-DAME, der rigtig stod og tog sig ud i det strålende solskin. Men snedamen havde åbenbart gjort regning uden vært. I hvert fald måtte hun, som dagen skred frem og solen fik mere magt, løbe – som smeltevand og vi kunne alle med lidt vemodig mine istemme den gamle verselinie fra H.C. Andersens eventyr, Svinedrengen: »Ach, du lieber Augustin, alles ist weg weg …!« Damer er der jo ikke just for mange af i lejren. På den anden side: hvad skal man i længden stille op med en kold jomfru?
Det drejede sig om i alt 65 udrangerede, danske M-58-uniformer, der skulle skifte ejermænd. Selvfølgelig kunne vi bare have sendt en lastbil af sted med uniformerne. Men en så omfattende gave kan man ikke bare læsse af på modtagerens adresse og så drage af igen.
En del af vor mission hernede er jo bl.a. at etablere og formidle kontakt til de forskellige, lokale myndigheder og derved være med til at retablere den smadrede infrastruktur. Også derfor skulle der selvfølgelig finde en meget højtidelig overdragelsesceremoni sted.
Derfor drog vi af, næsten mand af hus: Chefen skulle, i overværelse af en hollandsk oberst og oberstløjtnant, den danske feltpræst samt andre udvalgte personer, overdrage den for-nemme donation til den lokale garnisonskommandant, en afghansk general, og i dagens anledning var der udfærdiget et fint overdragelsesdokument dels i en engelsk version og dels på det lokale sprog, dari.
Generalen er, udover at have de rent militære opgaver, lokal kommandant med mange gøremål vedrørende den lokale infrastruktur i videre forstand. (Efter danske forhold ville det vel svare til en hybrid af en general i hær og en chef fra Beredskabsstyrelsen).
Dokumenterne blev højtideligt underskrevet af den danske kontingentchef samt den afghanske general efter at Chefen for DANCON havde holdt en lille tale, hvor han understregede, at selv om Danmark er en lille nation, kan vi altid hjælpe inden for det muliges rammer.
Chefen udtrykte ønske om, at de brugte men stadig brugbare uniformer måtte kunne skabe bedre forhold for nogle af de afghanske soldater, så de fortsat kan udføre deres opgaver i det gode samarbejde med ISAF.
Den afghanske general takkede for den fornemme gave og der blev rystet hænder,
medens blitzlysene lynede. Efter den lille ceremoni, der fandt sted på generalens kontor, gik følget uden for, hvor de danske jenser i mellemtiden havde linet den ret så omfattende, danske gave op ved siden af den danske lastvogn (der i dagens anledning var smykket med det afghanske og det danske flag.) Her blev gaven nu besigtiget af generalen og mange, mange andre interesserede.
Der kastedes lange blikke ned i de danske tøjcontai-nere, og mon ikke adskillige af de tilstedeværende, afghanske soldater ønskede, at det skulle blive ham, der skulle iklædes en af de danske uniformer. Der blev i hvert fald sendt lange blikke mod de store træcontainere, tøjet lå i. (For fuldstændighedens skyld skal selv-følgelig nævnes, at et hold frivillige ”sypiger m/k” i ”Camp Viking” havde haft ekstra skræd-dertjeneste, hvor alle danske uniformsmærker blev fjernet fra gaven.)
Efter at generalen havde besigtiget gaven med tilfreds mine, rystedes hænder endnu en-gang og endnu flere billeder blev taget. Vi fornemmede, at vi - på en måde - havde ageret julemænd over for afghanerne.
Kort efter vor hjemkomst fra ceremonien blev »julestemningen« yderligere understreget, idet et stille og tyst snefald satte ind. Vi kan ikke sige, at sneen er høvlet ned i rå mæng-der, men her til aften, lige før appellen, kunne enkelte kåde og ungdommelige elementer blandt lejrens indvånere dog udkæmpe en lille dyst med snebolde.
Næste morgen havde en vittig hund i lejren fremstillet en smukt formet sne-DAME, der rigtig stod og tog sig ud i det strålende solskin. Men snedamen havde åbenbart gjort regning uden vært. I hvert fald måtte hun, som dagen skred frem og solen fik mere magt, løbe – som smeltevand og vi kunne alle med lidt vemodig mine istemme den gamle verselinie fra H.C. Andersens eventyr, Svinedrengen: »Ach, du lieber Augustin, alles ist weg weg …!« Damer er der jo ikke just for mange af i lejren. På den anden side: hvad skal man i længden stille op med en kold jomfru?