[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Ved appellen kunne bataljonschefen også kalde vores litauiske operationsofficer Rytis Raudonis frem og meddele ham, at han var udnævnt til kaptajn i den litauiske hær. Det var en stolt nyudnævnt kaptajn, der udtalte ”For the good of homeland”.

Om tirsdagen modtog bataljonen besøg fra Det franske ”National Defence Institute of High Study”. Besøget blev indledt med en Commander’s briefing om bataljonens organisation, opgaver og operative kapaciteter. Herefter fik kurset en køretur ud til GAZIVODE-dæmningen, hvor de fik en briefing af franske ingeniører. Undervejs ud til dæmningen fik gæsterne forevist et Mobile Check Point, der var etableret med henblik på at kontrollere illegal trafik.

Torsdag gennemførte bataljonen sin første egentlige operation. Vi skulle støtte den franske bataljon i forbindelse med en varslet demonstration i Mitrovica. Demonstrationen forløb heldigvis fredeligt, men ”øvelsen” var en god anledning til at afprøve de procedurer, som vi har arbejdet med hjemme i Danmark.

Dagen før operationen blev der arbejdet til langt ud på natten med at klargøre materiel, overtage opgaver m.v. Opgaven var en god reminder for alle, at vi nu er i et missionsområde, hvor situationen kan skifte karakter fra det ene øjeblik til det andet.

Enhederne er i fuld gang med at opbygge deres områdekendskab. Særligt den estiske eskadron, som er tildelt det største og mest ufremkommelige område, har stort set været ude i alle ”kroge”. Der er stor fattigdom i de afsides liggende egne, og vi har for alvor fået brug for det indsamlede tøj hjemme fra Danmark.

Lørdag aften holdt den danske spejdereskadron fastelavn og slog katten af tønden. Der var god stemning og kun fantasien satte grænser for udklædningen.
Byggeprojektet med etablering af kloaksystem og ny vandforsyning skrider planmæssigt frem, og vi regner med at være færdigt med hele projektet inden udgangen af april.