[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Vi følger naturligvis situationen i Irak på tæt hold, bl.a. ved at efterretningssektionen hver morgen gennemgår det sidste døgns udvikling i Golfen. Krigen har dog ikke påvirket bataljonens dagligdag i nævneværdig grad. Det generelle beredskab er øget, uden at dette dog har lagt væsentlige restriktioner på vores bevægelsesfrihed og muligheder for at løse opgaverne.

Ugens mest markante begivenhed har været bataljonens deltagelse i de såkaldte Gallic Games. "Legene", der en konkurrence mellem bataljonerne i brigaden, består af flere dyster, såsom øksehug, romersk omelet (æggekast), Spartacus-stafet (træk med traktordæk i arenaen), samt mange flere krafttærende discipliner. Fra dansk side stillede vi et hold på tolv soldater.

Holdet drog af sted lørdag morgen iklædt lærred og kilt i Forsvarets farver, og prydet med sorte stammetatoveringer på deres skaldede isser. Med ægte vikingegalskab levede de op til deres aners ry om udholdenhed og styrke. Holdet kom stolte hjem fra slaget til Camp Olaf Rye med en højt hævet bronzeøkse, som tegn på deres fortjente tredje plads (ud af otte hold)!

Commander/KFOR, general Mini, aflagde lørdag en kort visit ved bataljonen i forbindelse med et besøg hos nonnen i Sokolica klosteret, Mother Marcaria. Generalen blev modtaget af bataljonschefen og efterfølgende vist rundt på Camp Kronborg, inden han fortsatte op til Sokolica klosteret.

Siden ankomsten til Camp Olaf Rye har ingeniørdetachementet været beskæftiget med konstruktionsopgaver af varierende karakter. I forbindelse med overdragelsen fra hold 7 stod det klart, at et af de projekter, som hold 8 skulle komme til at beskæftige sig med, var etablering af kloakanlæg i lejren, herunder nedgravning af en 15 m3 spildevandstank, udgravning til kloakrør og nivellering.

Arbejdet blev påbegyndt den 3. marts og den 20. marts kunne vi tilslutte den nye toetagers bygning i lejren. Arbejdet forsætter, idet hele lejren gerne skal tilsluttes spildevandsanlægget. Bataljonens idrætshal er ligeledes færdiggjort, idet gulvet blev lagt først på ugen. Dette er til stor glæde for alle, idet der nu kan spilles fodbold, hockey og afholdes aerobictimer. Ingeniørdetachementet har også afsluttet patrulje-/løbestien, opsat perimeterbelysning og løst andre småopgaver til glæde for underafdelingerne i lejren.

Foran os ligger bl.a. opgaver i forbindelse med etablering af ny hovedvagt, nye bunkeranlæg i lejren og på "Montsegur", etablering af konstablernes rekreative område samt musikøvelokaler til bataljonens eget band.