[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

"Reserven klar til indsættelse i riot control under COM KFOR besøg onsdag"

Bataljonen benyttede lejligheden til at øve samvirke og samarbejde med udenlandske enheder, idet en græsk deling blev underlagt den danske spejdereskadron, ligesom franske ingeniørsoldater, ”search dog” teams samt observationshelikoptere og transporthelikoptere deltog i vores indsættelse. Det var lærerigt for alle parter.

Tirsdag formiddag blev gruppelejren Camp Kronborg overdraget fra pansret motoriseret infanterikompagni til den danske spejdereskadron. Overdragelsen blev markeret med en lille parade og reception med deltagelse af blandt andet bataljonschefen.

For at alle underafdelinger kan få muligheden for at have en gruppe uden for lejren i løbet af missionen, er det hensigten at overdrage ansvaret for Camp Kronborg til den baltiske spejdereskadron fra juni måned.
Ugen bød også på brandinspektion fra Danmark. ”Inspektionsholdet” fandt enkelte mangler, men i det store hele var der tilfredshed med lejrens brandberedskab.

I maj måned ankommer et nyt fransk brigadehovedkvarter og overtager opgaven som Headquarters Multinational Brigade North East. Som forberedelse hertil gennemførte den nye franske stab rekognoscering i ugens løb og besøgte DANBN torsdag eftermiddag.

Samme dag skulle Commander KFOR have haft et møde med en albansk talsmand, Mr. Ramadan Ademi, om albansk genhusning i det overvejende serbiske område kaldet Alesia. Bataljonens opgave var at eskortere Commander KFOR til Alesia og at yde sikkerhed omkring mødestedet. Besøget blev aftenen før blevet annonceret i fjernsynet, og de lokale serbere var derfor forberedt.

De serbere, der ikke var interesseret i, at mødet skulle gennemføres, samlede sig hurtigt i byen først på eftermiddagen for at vise deres modstand. Bataljonen var forberedt på eventuelle konfrontationer, og det blev kun til en smule skubben og trusler fra de lokale.

Efter forhandlinger og professionel optræden fra vores soldater, løsnede situationen op, og generalen fik mulighed for at tale med de lokale serbere. Det vurderedes til gengæld for farligt at eskortere Mr. Ademi ind til området, og det blev der-for besluttet at aflyse det planlagte møde.

Selv om alt ånder fred og fordragelighed på overfladen, gav denne episode en påmindelse om, at situationer lynhurtigt kan udvikle sig i ugunstig retning.
Lørdag havde vi ”static display” i lejren, og mange benyttede det gode vejr til at udforske bataljonens mange forskellige køretøjer, våben og signalmateriel.