[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Ud over at øve individuelle soldaterfærdigheder og udvikle gruppesammenhold har konkurrencen også til formål at skabe adspredelse fra dagligdags rutinemæssige opgaver. De 9 discipliner omfatter bl.a. orienteringsløb, vandpassage, River Rafting, skydning og primitivt forhindringsbaneløb. I tirsdags gik starten til orienteringsløbet.

SPJESK havde gjort et stort arbejde for at gøre starten så festlig som mulig. Der var bl.a. opstillet ”tilskuertribune”, og et kommando soldater præsenterede gevær, da bataljonschefen skød løbet i gang. Hver uge bliver resultaterne noteret på en tavle ved lejrens cafeteria, så alle løbende kan følge stillingen mellem grupperne.

Onsdag 16. april markerede bataljonen Dronningens fødselsdag med en parade i Camp Olaf Rye. Dannebrog gik til tops kl. 0800. Herefter førte et kommando fra PNMOTKMP bataljonsfanen ind på Christian IV plads, og bataljonen sang ”Der er et yndigt land”. Om aftenen holdt vores forbindelseselement til brigaden en reception i ”La Maison Danoise” for bl.a. vores franske kolleger.

Påsken er den store leaveperiode, hvor mange er hjemme at nyde dagene med familien. For dem er blevet tilbage i Camp Olaf Rye, holdt feltpræsten påskedag påskegudstjeneste på Sokolica klosteret. Klosteret, der ligger i bataljonens ansvarsområde, har DANBN en nær forbindelse til, da det bevogtes af vore soldater.

Klosterets historie går tilbage til middelalderen før slaget på solsortesletten i 1389. Det ligger med en meget smuk udsigt mod Grabovac og Ibars floddal. Klosteret er især kendt for sine ikonmalerier, der er en vigtig del af den ortodokse kirkes liv.

Vores ingeniører fortsætter arbejdet med at færdiggøre lejrprojekterne. Vi har nu fået lagt rør i jorden til forbrugsvand, spildevand og kabler. I de kommende uger skal vandforsyningsanlæg og spildevandsanlæg tilsluttes de nedgravede vandledninger.

Vi skal også til at brænde lejrens affald, frem for at det bliver hentet af et lokalt renovationsfirma. Derfor vil vi i nær fremtid tage et nyt forbrændingsanlæg i brug.