[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Bataljonen har gennem det sidste lange stykke tid haft en ny fransk opklaringseskadron underlagt. Denne har bataljonen gennem de sidste uger gennemført uddannelse for. Eskadronen var indledningsvis ikke uddannet til, at kunne deltage i kontrol med større uroligheder, men det er der nu rådet bod på, med undtagelse af en enkelt deling.
Uddannelsen er blevet gennemført af det pansrede motoriserede infanterikompagni støttet af stabskompagniet. Dette betyder, at bataljonens forudsætninger for indsættelse, hvis der skulle opstå nye uroligheder, er blevet styrket.
Men det er ikke kun under uddannelse, at vi har med enheder fra andre nationer at gøre. Der bor soldater fra Frankrig, Letland, Estland og Litauen i lejren og det pansrede motoriserede infanterikompagni planlægger på at gennemføre joint patrols og skydning mellem soldater fra det pansrede motoriserede infanterikompagni og fra den franske nabo bataljon hver uge.
Der er ligeledes blevet gennemført skydninger mellem personel fra stabskompagniet og soldater fra både Belgien og Spanien. Dette var arrangeret af den franske bataljon og bød samtidig på et static display således, at soldaterne kunne se og prøve de andre nationers materiel. Dejligt for vores soldater, at der sker lidt andet end de daglige opgaver.
Static display i Belvedere
For det pansrede motoriserede infanterikompagni har en af ugens rigtig gode og meget velkomne opgaver været gennemførelse af skarpskydning med vores dysekanoner. Soldaterne har gennem den seneste periode modtaget undervisning, gennemført praktiske øvelser i betjening af våbnet og endelig skulle det første hold af sted og skyde skarpt.
Selve skydningen blev gennemført med udgangspunkt i den amerikanske lejr CAMP BONDSTEEL, der ligger i den sydlige del af KOSOVO. Dette var soldaterne glade for, for det amerikanske cafeteria er et slaraffenland, hvor der gratis cola, chips, is og så videre.
Samtidig byder den på gode indkøbsmuligheder og mulighed for at se den amerikanske krigsmaskine i øjnene, enkelte soldater har været ude og flyve taktisk med amerikanske Black Hawk helikoptere. Dette skulle efter sigende være at anbefale.
Fodbold fylder naturligvis også en del af hverdagen hernede i lejren, hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader i skyggen. Kampen mellem Danmark og Tjekkiet blev igen vist på storskærm i gymnastiksalen. Denne gang var der hen ved 300 tilskuerne. Alle opførte sig, som om de stod på stadion, eller endda var med på banen.
Arrangementet var planlagt af vores sports- og velfærdsofficer, der igen leverede varen. En rigtig god aften, hvor næsten alle soldater, havde mulighed for at følge nationens skæbne. En god aften på trods af, at Danmark tabte stort.
Men det er ikke kun på tv, at der spilles fodbold, hver 3. uge spilles der kamp mod de serbiske byer ALESIA, ZVECAN, MONTMATRE og franske soldater fra Les Cobras (marine infanteri). Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at DANBN vandt vandre-pokalen, der ellers sædvanligvis går til ZVECAN by. Det skal dog siges, at de stiller med old boys holdet fra byen, der tidligere har spillet i den serbiske fodboldliga. Desværre har de lokale ikke forstået princippet bag vandrepokal, og har den fortsat låst inde i et skab i deres kulturhus.
Der planlægges også på gennemførelse af en fodbold kamp mellem den danske og franske bataljon på det store stadion inde i Mitrovica.
Pokal overrækkelse i Zvecan
Besøg har der den seneste periode været mange af. Både danske, franske og personer fra NATO. Man gennemfører i denne forbindelse en demonstration, hvor man viser, at enheder i den franske brigade, som den danske bataljon er en del af, kan samarbejde og kontrollere større uroligheder. Billedet nedenunder viser en fransk kæde forrest, støttet af en deling fra det pansrede motoriserede infanterikompagni. Endvidere har man netop passificeret en demonstrant ved brug af en fransk angrebshund.
Demonstration af bekæmpelse af uroligheder
Søndag morgen var det igen tid til at gennemføre den populære DANCON-march. Denne gang var deltagerantallet over 1100 personer, der alle frivilligt havde valgt at stå op klokken 0400 for at deltage i den 25 kilometer lange march, med bataljonens svar på Alpe D`huez, vejen op til toppen af CN10 bjerget.
Start DANCON march
Situationen i området har været spændt den seneste uge. Dette skyldes, at serberne fejrede slaget på Solsortesletten, hvor de den 28. juni 1389 kæmpede mod en muslimsk hær. Denne dag betyder stadigvæk meget for mange serbere, der fejrer VIVODAN som den hedder på serbisk, som deres national dag.
Normalt samles tusindvis af serbere ved monumentet på Solsortesletten eller Kosovo Polje, som den kaldes. Her gennemføres der taler med mere, og det er ikke kun for 615 år siden, at denne slette var interessant. Tilbage i 1999 var det her, at Serbiens daværende præsident Milosevich, var med til at starte borgerkrigen i Kosovo foran tusindvis af serbere.
Heldigvis har der ikke været nogen episoder i forbindelse med fejringen.
Vejret hernede er ved at være rigtig varmt, og efter hvad vi hører fra Danmark så er vejret hjemme ikke helt sommerligt endnu. Men selvom der er varmt og næsten skyfrit hernede, så lærte vi denne uge, at uvejr kan komme hurtigt. Tirsdag over middag sad folk og spiste ude på terrassen, ingeniørerne var som altid travlt beskæftiget med at udbygge lejren og det pansrede motoriserede infanterikompagni var ved at gennemføre patruljer i området.
Pludseligt kom der sorte skyer, og få minutter senere blæste det med stormstyrke og regnede, som kun de mest inkarnerede landmænd vil kunne lide. Blæsten kostede dele af taget på vores lejr Camp Monsegur, væltede træer, tagbelægning i lejren og en masse mindre skader. Heldigvis lykkedes det bataljonen, at redde flaget inden dette blev revet væk.
Efterfølgende var dele af stabskompagniet indsat i området udenfor lejren for at fjerne væltede træer, som blokerede vejene.
De lokale mener, at de i stormen så et uhyre, der det ene øjeblik havde form af en fisk, derefter en kanin, for at skifte til en slange, som igen blev til en tiger. Om uhyret virkelig eksisterer vides ikke, men det er nok ikke noget, som I derhjemme skal bekymre jer ret meget om, men sikkert er det, at de lokale hernede tror på det….
Hernede er moralen fortsat høj, der er stadig mange spændende opgaver, som skal løses og der er ingen tvivl om at de lokale, hvis KFOR blev trukket hjem, ville fortsætte, hvor de slap, inden NATO valgte at trænge ind i Kosovo.
Til sidst: Vi ses om 5-6 ugers tid.