[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Spejdereskadronen, panserværnsraketdelingen og den elektroniske krigsførelsessektion, der ikke erstattes på næste hold, har indstillet operativ virksomhed og er begyndt at vedligeholde og tælle materiel op. Spejdereskadronen gennemførte således sin sidste operation i mandags, hvor eskadronen patruljerede i den belgiske bataljons ansvarsområde.

I den kommende uge overdrager de tre enheder materiellet til de materielansvarlige myndigheder. Enhedernes materiel og køretøjer transporteres den 10. august til Thessaloniki i Grækenland og sejles herefter hjem til Danmark.

Ud over afvikling og forberedelse af overdragelse har denne uge stået i konkurrencernes tegn. Mandag til fredag gennemførte DANBN bataljonens gruppekonkurrence ”Soldier’s Skills”. Konkurrencens discipliner omfattede bl.a. orienteringsløb, vandpassage, skydning og primitivt forhindringsbaneløb. Grupperesultaterne kunne løbende følges på en tavle ved cafeteriet. Soldaterne gik for alvor til den for at klare disciplinerne bedst muligt, og flere af grupperne brugte også aftnerne til at forberede sig til næste dags udfordringer.



Estisk gruppe i færd med primitiv forhindringsbaneløb under Soldier´s Skills.

Selv om ikke alle grupper kunne deltage på grund af operative opgaver, blev konkurrencen gennemført med stor succes. Den bedste gruppe kom fra kommandodelingen i det pansrede motoriserede infanterikompagni tæt fulgt af en gruppe fra spejdereskadronen på en andenplads og en gruppe fra stabskompagniet på tredjepladsen.




Gruppe fra STKMP i færd med tømmerflådedisciplinen under Soldier´s Skills.

En anden konkurrence blev gennemført lørdag. Her arrangerede det pansrede motoriserede infanterikompagni det første sæbekassevæddeløb i lejrens historie. I alt deltog 7 biler fra fire forskellige delinger. Alle delingerne havde gjort meget ud af begivenheden, og løbet blev et stort tilløbsstykke for den øvrige del af bataljonen. Militærpolitiet deltog med vejvisning, alkoholtests og fartkontrol. Løbet blev vundet af en vogn fra 2. deling.



Bilerne linet op ved sæbekassevæddeløbet lørdag.

Lørdag aften var der sommerfest. Der blev startet med grill på terrassen efterfulgt af ”Soldier’s Skills” præmieuddeling og musik af lejrens eget band ”Soft COR Band”. Vejret var perfekt, og alle hyggede sig med god mad og musik.

Ca. 100 morgenfriske soldater forlod Camp Olaf Rye lejren kl. 0400 søndag morgen for at deltage i en march arrangeret af det nationale støtteelement i Skopje. Starten gik kl. 0730 i Skopje, og herefter fulgte en ca. 23 km march op og ned af et bjerg. Marchdeltagerne var tilbage i lejren først på eftermiddagen, og alle havde klaret turen uden problemer. Der kunne dog observeres enkelte sjove gangarter.



Stemningsbillede fra sommerfesten lørdag.