[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Panserværnsraketdelingen, spejdereskadronen og den elektroniske krigsførelsessektion afleverede i løbet af ugen deres materiel og køretøjer, og enhederne er nu klar til at forskyde til Danmark. Inden de kører til Thessaloniki på søndag, skal de aflevere deres områder og hjælpe til med forberedelserne til modtagelse af hold 9.

Brigaden har ændret på bataljonernes ansvarsområder, idet den belgiske bataljon er blevet nedlagt. For DANBN har dette betydet, at vort ansvarsområde pr. 1. august blev udvidet med ca. 80 km2 mod syd. I det udvidede ansvarsområde, som vi har overtaget fra franskmændene, ligger en serbisk enklave, en lille landsby ved navn Banja. I landsbyen har franskmændene haft en delingslejr, som DANBN har overtaget.

Den estiske spejdereskadron har fået ansvaret for området og delingslejren i Banja. Forud for overtagelsen har esterne og franskmændene gennemført fælles patruljer for at gøre esterne bekendt med det nye område, og der er blevet omdelt informationsmateriale til de lokale beboere om DANBN overtagelse af området. Vore ingeniører har de sidste par uger arbejdet på at gøre lejren klar til, at den estiske spejdereskadron kunne rykke ind i lejren.

Overtagelsen af lejren i Banja blev fredag markeret ved en mindre parade. Det franske flag blev strøget, det estiske flag gik tops, og der blev holdt taler af den franske bataljonschef og DANBN bataljonschef. Paraden blev efterfulgt af en mindre reception.



Bataljonschefen holder tale under overdragelsesparaden i Banja

Bataljonen er næsten færdig med lejrprojekterne. Således har vi fået installeret og tilsluttet vandforsyningsanlæg, spildevandsanlæg og forbrændingsanlæg samt etableret en helt ny shelter og en ny hovedvagt. Bataljonens operationscenter og de gamle sheltere, der blev opført for ca. 4 år siden, er blevet tørret ud og har fået ny overdækning. Ingeniørerne holder nu en pause for at få mønstret og vedligeholdt materiellet, som er blevet godt brugt de sidste 6 måneder.

Lørdag morgen havde stabskompagniet arrangeret halvmaraton. Der mødte ca. 70 morgenfriske løbere op til starten, der gik kl. 0700. Vejret var let skyet og dermed perfekt til det godt 21 km lange løb. Alle løbere gennemførte løbet, og de hurtigste var i mål efter ca. halvanden time.



Der pustes ud efter halvmaratonløbet

Lørdag aften blev der holdt gallafest arrangeret af lejrens kvindelige personel. Til lejligheden havde mange af festdeltagerne været inde i Mitrovica og købe fint tøj. Det var festligt at se kvinderne i lange kjoler og herrerne i mørkt tøj og smoking frem for det sædvanlige grønne tøj.