[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mange forventninger og forhåbninger er nu afløst af travlhed med alle de mangeartede opgaver, der er for Den Danske Bataljon og særligt for et nyt hold. Efter en ca. 3½ times lang og varm bustur fra Skopje til det nordlige Kosovo er det en speciel oplevelse at stige ud af bussen og pludselig være i den virkelighed, som vil være gældende de næste seks måneder.

Overdragelse omfatter en enorm mængde af oplysninger, rutiner, materiel og ikke mindst erfaringer. Sidstnævnte kan jo som bekendt ”ikke købes”, men skal indhentes gennem praktisk tjeneste. Hold 8 havde på bedste professionelle vis gjort alt, hvad de kunne for at sætte os fra hold 9 ind i tingene. Der var lavet gode overdragelsesprogrammer for alle, og vi blev klædt fint på til at overtage.



Rotationshold ankommer til Camp Olaf Rye og får sikkerhedsbriefing

Efter nogle dage sammen med ”den gamle kollega” vil der naturligt komme et tidspunkt, hvor man simpelthen ikke kan finde på mere at spørge om, og hvor man kun venter på selv at få ansvaret – sådan var det også for os. Men vi letter på hatten og takker hold 8 for deres glimrende forarbejde og al den hjælp, vi fik.

Nu er vi færdige med at lytte til John Denver’s ”Leaving on a jet plane” (som traditionen tro bliver spillet på vores højtaleranlæg, når busser med de hjemrejsende kører ud af lejren) og kan se frem mod 6 spændende og udfordrende måneder i Kosovo.

Mandag var der den formelle overdragelse af ansvaret fra hold 8 til hold 9 i form af ”TOA-parade”. TOA betyder ”Transfer of Authority”. Det var en usædvanlig varm dag, hvor der i lejren blev målt over 41 grader celsius i skyggen.

Allerede den dag lærte vi, at det ikke er for sjov, at man i lejren angiver den mængde væske, der skal indtages pr. døgn (p.t. 6 liter – vand, naturligvis!). Paraden og selve den formelle overdragelse gik fint.

Begivenheden blev overværet af en lang række gæster og samarbejdspartnere samt selvfølgelig chefen for den fransk ledede Multinational Brigade North East, brigadegeneral Bertucchi, som Den Danske Bataljon er underlagt. Efter paraden og reception mv. var der arrangeret en fin ”TOA-middag”, hvor vi sagde pænt farvel til chefer og ledere mfl. fra hold 8.

Ofte vil et nyt hold blive afprøvet af lokalsamfundet. Vi tror, at dette fænomen var en del af forklaringen på, at byrådet i en af vores kommuner i et brev, vi modtog tirsdag, truede med at lukke for vandforsyningen til Kosovo.

En i yderste konsekvens meget alvorlig trussel. Vi forberedte de nødvendige operationer, men problemet blev heldigvis løst ad forhandlingens vej. Det var et spændende forløb, som gjorde, at vi fik afprøvet en lang række af procedurer og teknikker, men det var også ”lige på & hårdt”.

Fredag havde vi besøg af Stabschefen for KFOR, generalmajor Schook fra USA. Han blev vist rundt i området omkring ”Akse BLEUET”, der ligger nordvest for Mitrovica. Generalen var meget imponeret over, hvor detaljeret et billede soldaterne efter kun ca. en uge i missionen kunne præsentere.

Området er karakteriseret af, at landsbyerne langs vejen (Akse BLEUET) skiftevis er beboet af kosovo-serbere og kosovo-albanere, og det indeholder praktisk taget alle de problemområder, der kendetegner konflikten i Kosovo.

Bataljonen har fået en hektisk, men bestemt god start, og alle arbejder hårdt og målrettet. Vi har bogstaveligt talt svedt bravt, men er så småt ved at vænne os til varmen. Der har heldigvis for de fleste været tid til at slappe af et øjeblik på en af terrasserne. Vi er fulde af gå-på mod og glæder os til at komme endnu dybere ind i tingene.



En kort pause på terrassen