[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Dansk massage i Irak
Godt en måned før afrejsen til Irak deltog det kommende danske personel ved Multinational Division Centre South (MND CS) i en polsk øvelse. Øvelsen skulle forberede os til den kommende tjeneste. På de lune sommeraftener - ved evalueringen af dagens arbejde - gjorde den fungerende Ældste danske Officer (ÆDO) meget ud af at sammentømre et team af individualister, der samtidig kunne holde den danske fane højt. Måske det lyder en smule højtideligt. Ikke desto mindre var det nødvendigt, idet det danske kontingent ved MND CS ville blive et af de mindste.
Medens vi sidder og vurderer afrejsen til Irak - herunder drøfter mængden af gruppemateriel, som bare måtte medbringes - spørger B.S., om ikke han må få sin massagebriks med sig i den planlagte C-130 Hercules. Med en vis undren lyttede vi til B.S. Han fortalte, at han havde anvendt sin civiluddannelse på at læse til lægeeksamineret idrætsmassør, idrætsskadeterapeut og rygterapeut.
- Jo, gør du bare det, sagde ÆDO med et smil på læben, og husk så i øvrigt på, at jeg skal have fri massage, når jeg kikker forbi under mine ture fra Bagdad. Og så var den snak ligesom forstummet.
Der skulle siden løbe meget vand ud i ørkensandet. For eksmepel blev rejsen med C-130 Hercules aflyst, og B.S. fik derfor ikke sin massagebriks med sig til Irak. Imidlertid kender vi alle devisen, at den, der ler sidst, ler bedst.
B S N Massage
Medens en ”anden” B.S. er verdensberømt i Danmark, så er vores B.S. i dag verdensberømt i hele MND CS ansvarsområde. Ved siden af sin faste tjeneste i det taktiske operationscenters Rotation Monitoring Team, der på døgnbasis overvåger tropperotationer ind og ud af vort ansvarsområde, nyder mange godt af den civiluddannelse, forsvaret har medvirket til, at B.S. er i besiddelse af. Kontakten til det lokale felthospital - B Company 118 ASMC - blev hurtig skabt.
Der var man med det samme med på ideen. Til at begynde med blev en forstærket feltbåre anvendt som massagebriks. Feltbåren er dog siden skiftet ud med en specialfremstillet massagebriks, som har sin faste plads i det såkaldte Medic Tent, hvor man i dag finder B.S. under navnet B S N Massage.
Hver dag uden for B.S. sædvanlige arbejdstid kommer mellem fire og seks personer under behandling - uden beregning! På den korte tid, B S N Massage har virket i Camp Alpha, har resultaterne været mærkbare. Dette bekræftes af den amerikanske cheflæge, som har konstateret, at mange har fået afhjulpet skavanker.
Mellem 4 og 6 personer kommer under behandling hver dag – uden beregning. Og det kan mærkes.
En succesoplevelse
B.S. benytter sit ophold i Camp Alpha til at vedligeholde den viden, han tilegnede sig på Skolen for Idrætsmassage. Som det gælder for alt håndværk, glemmer man aldrig de elementære færdigheder. Skal man derimod holde et højt niveau, er det nødvendigt med praktisk træning. Denne træning får B.S. i Camp Alpha, hvor B S N Massage har udviklet sig til en institution kendt af alle.
- Jeg føler mig overbevist om, at jeg har givet folk en positiv oplevelse. Jeg ved også, at dette ikke havde været muligt, hvis ikke Forsvarets Civiluddannelse havde støttet op omkring projektet fra begyndelsen, siger B.S., idet han fortsætter: - Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være artillerist, men da jeg fra min tid som orienteringsløber i Holbæk Orienteringsklub har interesseret mig for idrætsskader og deres forebyggelse, var det naturligt for mig at prøve kræfter med netop dette fagområde.
Siden blev interessen for idrætsskader ændret, nemlig da B.S. arbejdede som træner for damernes førstehold (fodbold) i Varde IF. At Varde IF fortsat ligger B.S. meget på sinde, er ingen i tvivl om. Det er imidlertid forsvaret, som B.S. tilegner sin energi, idet det gerne skulle blive til en 60-års-kontrakt med Danske Artilleriregiment, når eventyret i Irak til næste år afsluttes.
Initiativ lønner sig
B.S. har under sin tjeneste i Irak vist, at der ikke behøver at være langt fra tanke til udførelse og at initiativ kan lønne sig. Med få ressourcer har B.S. formået at skabe et godt supplement til sundhedstjenesten i Camp Alpha, uden at det går ud over den daglige tjeneste. Nok er Det danske Element blandt de mindste kontingenter ved MND CS, men sikkert er det, at den danske fane - ved såvel individuel som fælles indsats - vajer stolt under Arabiens sol.
Den eneste, der måske ikke rigtig har fået noget ud af B.S. kunnen, det blev vor mand i Bagdad - den tidligere fungerende ÆDO - hvis arbejde ved Multinational Corps Iraq indtil nu kun har tilladt en enkelt tjenesterejse til Camp Alpha. Således kan lykken være så lunefuld...
B.S. passer sit arbejde og håber på en 60-års kontrakt med regimentet i Varde.