[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Forsvarsministeriet har i dag fået oplyst, at en dansk militærjuridisk rådgiver i Irak har været orienteret om en episode, som to danske, militære sygehjælpere under ”on-the-job-training” på et britisk felthospital i Basra i september 2003 har observeret.

To irakere skulle angiveligt være blevet bragt til felthospitalet efter at have været udsat for en hårdhændet behandling under en uautoriseret feltafhøring ved en britisk enhed. Efter det oplyste skulle den ene iraker efterfølgende være død af sine skader.

Forsvarsminister Søren Gade udtaler:
”Jeg har straks efter, at jeg i eftermiddag blev orienteret om denne sag, bedt Forsvarskommandoen om en redegørelse, herunder hvorfor dette ikke blev rapporteret straks.

Forsvarskommandoen har nu informeret mig om, at den danske militærjuridiske rådgiver i dag har oplyst, at hun dengang straks henvendte sig til de britiske myndigheder og fik at vide, at hændelsen allerede blev efterforsket. Da der endvidere ikke var danske soldater involveret, blev episoden ikke rapporteret hjem.

På grund af emnets aktualitet og mediebevågenhed har jeg anmodet Forsvarskommandoen om at tilvejebringe flest mulige oplysninger i sagen. Forsvarskommandoen oplyser, at de britiske militære myndigheder har indvilliget i at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed for at få sagen fuldstændig belyst. Episoden viser, at de danske soldater er årvågne og har optrådt ansvarligt, selvom hændelsen egentlig ikke kan anses for et dansk anliggende.”

Kontaktperson i Forsvarsministeriet er pressechef Jacob Winther, telefon 25 27 45 23.

www.fmn.dk