[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Operationen, der gik under navnet ”Iron Fist” (Jernnæve), bestod af to aktioner mod formodede terrorister. De britiske styrker havde bedt den danske bataljon om støtte i forbindelse med operationen som et led i samarbejdet mellem danske og britiske soldater.

Natten mellem onsdag og torsdag indledtes den første aktion med at de danske soldater lagde en ring omkring et hus med formodede terrorister. Da ringen var etableret, gik britiske soldater ind i huset og startede en eftersøgning. Aktionen forløb uden dramatik og da aktionen sluttede efter fire timer var syv personer arresteret. Der blev desuden fundet forskellige dokumenter og australske pas.

Efter en dags hvile, fortsatte de danske og britiske soldater med endnu en aktion natten mellem torsdag og fredag. Succesen blev gentaget ved at de danske soldater igen lagde en ring om et hus, hvorefter britiske soldater gennemsøgte huset. Denne gang kom det til en skudveksling mellem beboerne i huset og de britiske soldater. Ingen kom til skade under skudvekslingen og ingen danskere var involveret i episoden. Der blev taget fire fanger og beslaglagt en del dokumenter.

Premierløjtnant Peter Søndergaard, delingsføreren for de danske soldater, var tilfreds med resultatet af operationen: ”Vi fik løst opgaven og vores soldater ydede en meget professionel indsats.” Peter Søndergaard var også tilfreds med samarbejdet med englænderne: ”Det var spændende at være indsat sammen med de engelske soldater. Jeg håber vi får mulighed for at arbejde sammen med dem igen.”

Tilbage i det britiske hovedkvarter på paladset i Basrah roste chefen for den britiske styrke de danske soldater. Brigadegeneral Rutherford-Jones udtrykte stor tilfredshed med de danske soldaters indsats og lagde vægt på at danskernes deltagelse I denne operation varslede et større og tættere samarbejde I fremtiden.

Den britiske styrke har planlagt operationen igennem længere tid som et led i bestræbelserne på at dæmme op for den seneste tids angreb med improviserede bomber i Basrah. De improviserede bomber anvendes mod såvel koalitionsstyrker som civile organisationer.



Brigadegeneral Rutherford-Jones, chefen for den britiske brigade i Basrah, takkede de danske soldater for deres indsats efter operationen.