[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Soldaterne i den danske lejr, Camp Eden, er fortsat travlt optaget af at sikre Irak en mulighed for at udvikle sig til et frit og velstående land. Her til aften demonterede soldater fra ingeniørdetachementets ammunitionsrydningssektion således en bombe, der var placeret langs en olierørledning i det danske ansvarsområde.

Det var irakisk politi, der på tip fra lokale irakere, kontaktede de danske styrker, som straks undersøgte sagen. Efter at have konstateret, at der var tale om en bombe, der ikke havde fungeret, blev det vurderet, at den på sikker vis kunne fjernes af de tilkaldte ammunitionsryddere.

Da bomben var blevet fjernet kom lokale irakere hen og takkede de danske soldater for deres gerning. Bomben ville nemlig i tilfælde af, den var sprængt i luften, ikke blot have medført kostbart tab af olieindtægter til Irak, men også risikeret at have ødelagt de omkringboende irakeres muligheder for fortsat at dyrke markerne.