[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

ICDC er en mobil politistyrke, der skal støtte og supplere det arbejde, som udføres af det almindelige, lokale politi. Chefen for den danske styrke, oberst N.H. Bundsgaard, kalder oprettelsen af ICDC for en investering i en mere sikker fremtid for irakerne.

”Selvom det betyder, at vi må tage soldater ude af den danske styrke til at arbejde på dette projekt, så tror jeg på, at det er en god investering. Projektet vil give et godt afkast på længere sigt, selvom vi må skære lidt ned på vores egen patruljevirksomhed. Men så længe der er roligt i vores ansvarsområde, gælder det om at investere i fremtiden”, siger en optimistisk danske chef.

Frygtet og elsket
Siden den danske styrke overtog kommandoen i Al Basrah regionen, har dansk militærpoliti fungeret som politi over for civilbefolkningen. Det har vist sig at være en stor og ressourcekrævende opgave.

Derfor har N.H. Bundsgaard været hurtig til at springe til og iværksætte oprettelsen af en lokal afdeling af ICDC i det danske ansvarsområde. ”ICDC er et projekt, som der er blevet taget initiativ til helt oppe i Bagdad.

Jeg har så presset på for at få lov at opbygge en lokal enhed af ICDC i den danske styrkes ansvarsområde”, siger N.H. Bundsgaard og fortsætter: ”Vi forestiller os, at vi i løbet af nærmeste fremtid kan opstille en styrke på over 200 mand, som skal forsynes med nye biler, våben og kommunikationsudstyr.”

En god start
”Det er vigtigt, at vi kommer godt fra start med ICDC. Først skal vi finde de rigtige folk. De forskellige byråd har indstillet personer fra de forskellige stammer, og vi søger for, at der også er folk med fra de forskellige politiske partier, så korpset bliver et spejlbillede af befolkningen, der kan nyde fuld opbakning fra alle.

Til mine irakiske samarbejdspartnere siger jeg om ICDC, at korpset skal være frygtet af de kriminelle, men elsket af folket,” fortæller N.H. Bundsgaard. Det lyder lidt melodramatisk i danske øre, men N.H. Bundsgaard har erfaret, at irakere godt kan lide, at man taler i lidt floromvundne vendinger.

Dansk uddannelse
De udvalgte kandidater til ICDC er mellem 18 - 40 år og skal have en god fysik. De må ikke være straffet tidligere, og de må ikke have haft noget at gøre med sikkerhedsorganisationer under det tidligere styre. Næste skridt bliver at uddanne korpset. ”Her er det vigtig, at vi også påvirker deres holdninger.

For selvom vi passer på ikke blot at overføre danske normer, så er der ting, vi gerne vil lære irakerne fx de grundlæggende menneskerettigheder,” understreger N.H. Bundsgaard. Undervisningen vil foregå i en teltlejr lige uden for Camp Eden tæt ved skydebanen.

Undervisningen foregår fra kl. 8 -18 i seks dage om ugen med fuld forplejning. Den danske styrke stiller med instruktører og materiel. Under uddannelsesforløbet bliver irakerne hentet i busser ude i deres landsbyer og bragt til Camp Eden.

Efter det indledende uddannelsesforløb kommer irakerne med de danske soldater ud på patrulje og lærer selv at patruljere. I starten bliver de nye betjente aflønnet med 60 dollar om måneden, som bliver betalt af den amerikansk ledede koalitionsstyrke. ”Vi håber på, at vi med tiden kan aflønne dem lidt bedre. En almindelig politibetjent får 120 dollar om måneden.

Hvis denne nye styrke skal blive rigtig god, så skal lønnen være højere, end den man kan få som gadefejer. Mindstelønnen for de irakere den danske styrke ansætter til forefaldende arbejde er 60 dollar..

Præster støtter ICDC
ICDC er sammensat bredt for at undgå, at medlemmerne plejer sine egne interesser frem for samfundets. Irakerne er nemlig traditionelt mere orienteret mod deres stamme end mod samfundet i almindelighed.

”Medlemmerne af ICDC skriver under på en kontakt, hvor de lover at frigøre sig fra deres politiske og stammemæssige tilhørsforhold og til gengæld arbejde for det irakiske folk. Hvor langt vi kan nå på den front, er ikke til at sige. Men jeg tror, at det er den bedste måde at gøre det på.

Selv præsterne her nede er vilde med korpset, der gælder også for sheikerne og lokalpolitikerne. Uden jeg skal rose os selv for meget, så tror jeg, at de ledende irakere har fundet ud af, at vi gør alt for at hjælpe her nede.

Vi er åbensindede, vi respekterer de irakiske vaner og værdier,” slutter en forhåbningsfuld dansk chef.