De danske soldater og videnskabsmand Kold

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Jeg er netop vendt hjem fra Kosovo. Jeg var i embeds medfør nede at besøge den danske feltpræst på stedet. Jeg var der selv som feltpræst på hold et i 1999- 2000. Vi var dengang af sted med 1000 danske soldater. Siden da er styrken reduceret væsentligt. Meget er forandret.

Uden her at gå ind i en analyse af hele konflikten, er der ingen tvivl om, at de store tabere i Kosovo er serberne. Og bliver serberne. Det kan man mene forskelligt om, men der er for undertegende ingen tvivl om, at serberne i det stykke tager skade for hjemgæld.

At det ikke berettiger albanerne til hævntogter med fortsatte ødelæggelser af ortodokse kirker og klostre er en anden sag. Og når det alligevel sker, fordi vore styrker ikke kunne forhindre det, er det en tragedie.

Der har for nylig været nye uroligheder i udbrud, hvor noget sådant skete. Det afslører blot, at der under overfladen stadig er stærke spændinger i Kosovo, men der er trods alt tale om enkeltstående brud på en ellers fredelig periode. Som sagt: Meget er forandret - fra 2000 til i dag.

Det mest slående er, at markerne er dyrkede, hvilket de i 2000 ikke havde været i årevis. Der er tag på næsten alle huse, hvilket der ikke var i 2000.

Ikke alle ødelæggelser skyldtes krigen. Meget kunne henføres til årtiers systematiske hærværk og nedslidning af området, men sådan ser det ikke ud mere. Smadrede huse er i stort tal genopbygget, og der er en masse nybyggeri i gang. Og endelig: Der er ryddet op.

Nytilkomne danskere synes stadig, at Kosovo henligger i et ubeskriveligt roderi og svineri, men jeg kan melde, at det var mangefold værre i 2000.

Det var ikke sket uden NATO's indsats og fortsatte tilstedeværelse. Og det var ikke sket uden en massiv indsats fra regeringer og diverse NGO´er, men sket er det altså.

Dette tegner et noget andet billede af danske soldater og deres indsats, end det, der tegnes af en nyslået ph.d. Kold, som efter 15 ugers feltstudier blandt danske soldater i Kosovo har begået en 457 sider lang afhandling, hvor han bl.a. har forsket i lokumsgrafitti.

Jeg har ikke læst hans afhandling og agter heller ikke at gøre det, men efter fremstillingen i Jyllands-Posten 20/5 ligner det meget den slags forskning, som har været almindelig i Danmark siden engang i 1970'erne, nemlig at den politisk korrekte konklusion er givet på forhånd, hvorefter det blot drejer sig om at lægge sine "feltstudier" - eller læsning, hvis det er noget, man giver sig af med - sådan tilrette, at præmisserne fører frem til den givne konklusion.

Det undrer mig i øvrigt, at man kan færdes blandt danske soldater, som jo blot er danske drenge og piger taget som et bredt udsnit af befolkningen, i 15 uger uden at få nogen som helst fornemmelse, endsige sympati, for soldaterne og deres liv og adfærd.

Har ph.d. Kold slet ikke registret nogen humor, sort humor måske, men dog humor? Humor som overlevelsesstrategi. Humor som et løft i en træls hverdag. Kan han slet ikke henføre nogle af soldaternes måske grovkornede bemærkninger hertil? Har han slet ikke registreret nogen hengivenhed og loyalitet soldaterne imellem og mellem dem og deres befalingsmænd? Ufatteligt. Har han bare vundet deres fortrolighed for at servere og systematisere de værste "skrubtudser" i sin afhandling.

15 uger. Det er sådan set længe nok til at også en ph.d. Kold skulle kunne mærke de afsavn soldaterne lever under, bortset fra de primitive forhold, man måtte leve under på de første hold. Afsavnet af nærvær og nærhed. Afsavnet af den fortrolighed, man som regel lever i med sine kære hjemme i Danmark: Forældre eller kæreste, kone eller mand. Afsavnet af normalt sexualitet.

Det er klart, at ikke mindst det sidste efter nogle måneder spiller en rolle og kommer til at fylde meget i soldaternes bevidsthed. Jeg har selv været udsendt tre gange et halvt år samt flere kortere ture og kender det udmærket fra mig selv - og ser måske derfor på det med overbærenhedens milde øjne.

Det gør det naturligvis ikke acceptabelt, at soldaterne går ud i byen og laver eklatante dumheder, men en uskyldig pornofilm kan de vel nok se, uden at skulle kaldes pornoficerede.

Er de racister, de unge mennesker? Eller nazister? Selvfølgelig ikke. Men de bliver altså sendt i byen for at løse en opgave. Standse en stærkt ophidset, fremtrængende folkemængde f.eks., og den lader sig ikke standse ved høvisk tale med milde ord. Slår og sparker danske soldater kvinder og børn? Ja, når kvinder og børn af kyniske mænd sendes først frem som spydspids for mændene, der kommer bagefter. Sådan foregik det bl.a. på Cypern, hvor græske kvinder og børn gik forrest - og blev standset først. Hvis de ikke var blevet standset, ville de være blevet skudt - af tyrkerne. Tænk hvilke avisoverskrifter det ville kunne give: FN soldater sender kvinder og børn i døden.

Fremtrængende kvinder og børn, ophidsede fædre og sønner - er ikke "fjenden", selvfølgelig ikke. Våbensmuglere og andet godtfolk, som i deres eget land forfølger egne politiske mål - er ikke "fjenden", selvfølgelig ikke. I den forstand ér der ikke nogen fjende, men i det øjeblik vore soldater sendes ud for at standse deres aktiviteter, bliver de momentant en slags fjende, men vel ikke i anden forstand end den kriminelle kan siges at være politiets fjende.

Hvis man drager ud i verden til danske soldater med det formål at bevise, at de er afstumpede racister og pornoficerede chauvinister, som opfatter lokalbefolkningen som fjenden, og at det er det militære system, der gør dem til dét, så kan man sagtens "bevise" det, for man kan "videnskabeligt" bevise hvad som helst, når man bevæger sig i den form for "videnskab".

Det er kun et spørgsmål om at tilrettelægge sin undersøgelse og stille de rigtige spørgsmål på den rigtige måde. Derfor prætenderer det, jeg her skriver, heller ikke at være "videnskab". Hvad jeg selv har kunnet se og høre, svarer blot ikke til det, hr. videnskabsmand Kold fremlægger, så vidt jeg har kunnet læse om det i Jyllands-Posten, og jeg er selv videnskabsmand nok til at omgås den slags videnskab med den yderste skepsis og anbefaler andre at gøre det samme.

For at sige det rent ud, så tillægger jeg den ikke nogen som helst betydning.

Mange års erfaring med danske soldater i international tjeneste har givet mig en stor respekt for deres tjeneste og ikke mindst en stor veneration for dem som enkeltindivider. Det er jo vore egne sønner og døtre, der er tale om. Børn, jeg selv har eller kunne have døbt og konfirmeret, og de er hverken afstumpede eller racister, men selvfølgelig påvirkede af tjenestens mange, lange dage, tjenestens alvor og den lange adskillelse fra hjemmet.

Ja, vil nogle måske sige. Han ser også kun dét, han vil se. Hertil er at svare - med Grundtvig:

Den har aldrig levet,

som klog på det er blevet,

han først ej havde kær.