Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
De danske soldaters syn på irakere – og omvendt
I en kendt dansk vise hedder det i slutningen af et vers: ”Jeg vil hel’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk”. Denne strofe er ikke udtryk for pacifisme, men er sikkert meget betegnende for det inderste i den danske folkesjæl. Vi er et fredeligt folk i bund og grund.
21. maj, 2004 - Kl. 02.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Dette er også kendetegnende for de mere end 500 danske soldater, som er sendt til IRAK for ” at indgå i en multinational sikringsstyrke i Irak” med opgaven at skabe sikkerhed og stabilitet til støtte for det irakiske folks udvikling og opbygning af egne institutioner.
Vi er på godt og ondt et udpluk af den gennemsnitlige danske befolkning mellem 20 og 60 år, med alle de normer, fordomme og idealer, der følger heraf. Vi spænder over en skala fra dybt alvorlige professionelle til glade amatører med alt, hvad heraf følger.
Alligevel kan man fornemme den særlige danske approach til opgaven hernede. Dette kommer særligt frem i det nære, daglige samarbejde med de lokale irakere. Vi har dannet os et nuanceret billede af irakerne og deres folkesjæl. Dette billede er udviklet gradvist fra den danske styrke satte sine ben på irakisk jord medio 2003 og til dato.
Fra hold 1 ankom uden egentligt erfaring med denne dybt fremmede kultur, irakernes egen usikkerhed over for danskerne, er der sket meget positivt. Det har været en periode med fælles tillidsskabende foranstaltninger og så til nu, hvor begge kulturer har set hinanden an og er kommet til en fælles erkendelse og forståelse af situationens nødvendighed.
Irakerne har erkendt, at det lille danske kontingent går til opgaven på en særlig måde – ”Den danske model”. Den tager skyldig hensyn til religion og kultur, men også er baseret på respekt for det enkelte menneske, familien som enhed, demokratiske beslutninger og med en indgangsvinkel, der grundlæggende bygger på eksistensen af et retssamfund, som selv tager affære over for de, der bryder samfundets vedtagne regler.
De danske soldater, som daglig færdes blandt befolkningen, har lært irakerne og deres mentalitet at kende. De har ikke behov for at anvende daglig vold for at tøjle, undertrykke eller ydmyge nogen. Irakerne kan selv se forskel på ret og uret og har altid haft deres egen form for justits til sikring af fredelig sameksistens. Deres form for retfærdighed og æresbegreber er imidlertid mere kontant og direkte end det, vi i det høje nord gennem århundreder har arbejdet os frem til.
Det er muligt, at det irakiske samfund en dag vil fremstå som et forfinet vestligt samfund med moderne bekvemmelighedsgoder, parkeringsvagter, bilinspektion og grænseværdimiljøkontrol. Men der er lang vej igen. Magt avler modstand, og vold avler vold, og derfor er vejen frem ikke brolagt med banal magtanvendelse for at gennemtrumfe nogle normer, der ikke er grobund for her og nu.
Tag ikke fejl. Danskerne er gode soldater, der kan håndværket til bunds. Og vi vil ikke tøve med at påtage os opgaven. Det har vi allerede vist mange gange, specielt over for det lille mindretal af dybt kriminelle elementer, som både irakerne og koalitionsstyrkerne er enige om ikke skal have held til at ødelægge processen med at skabe og fastholde et retssamfund.
Men vi overholder de spilleregler, som gælder for militær magtanvendelse. Det sætter vi en ære i, og vi fordømmer som en hel naturlig ting i et retssamfund dem, der måtte træde ved siden af.
Vi skal ikke nedkæmpe fjendtlige enheder, erobre landområder eller at overgå befolkningen i voldsanvendelse. Vor opgave er at skabe tillid, at skabe ro og fred for befolkningen. Vi skal hjælpe retssamfundet i gang med at fungere efter at det i årtier har været udsat for brutalt magtmisbrug og afstumpet voldsanvendelse.
En 2 meter høj og 90 kilo tung smilende dansk konstabel kan sagtens sætte sig i respekt over for en lille spinkel araber uden hverken at myrde eller lemlæste eller ydmyge ham eller hans familiemedlemmer. Og den arabiske kultur er netop baseret på respekt – gensidig respekt. Respekt er basis for tillid - og tillid er nødvendig for samarbejde og fremskridt.
Vi har behov for irakernes respekt og tillid. Dette opnår vi ved vores permanente tilstedeværelse i lokalsamfundet og ved daglig kontakt til landsbyerne ved at gennemføre tillidsskabende patruljer, udføre CIMIC-projekter m.v. Ordholdenhed i forhold til myndigheder, stammer, byråd og toneangivende institutioner er også en forudsætning og endelig, at den enkelte soldat altid bevarer ro og omtanke.
I irakernes tankegang indgår, at ”dén har magten, har de største våben”. Man respekterer den, der har de fleste og de største og tungeste våben. Når f.eks. to stammer slås indbyrdes, så udveksles der drabelige skuddueller i timevis, jo mere larm jo bedre. Den, der først løber tør for ammunition, har tabt. Det er sjældent, at nogen kommer til skade under selve skydningen.
Taberen skal herefter straffes ved at aflevere et antal våben til vinderen. Hvis det endelig skulle være, så burde danskerne have tilført flere tunge våben, f.eks. kampvogne, for at vise at vi har de største våben. Dette har vi dog hidtil ikke følt, at der var behov for. Irakerne respekterer allerede vores magt på grund af den måde vi løser opgaverne på.
Hold 3 høster nu frugterne af tidligere danske holds opsøgende og tillidsskabende foranstaltninger Det har på mange måder gjort det lettere. Populært sagt er territorierne mærket af og vi skal så fortsætte og udbygge resultaterne. Det forpligter.
Vi er udmærket klar over, at selv mindre fejltrin begået af en dansk soldat kan ødelægge måneders arbejde. Derfor er vi også til stadighed på vagt over for tendenser til, at nogen mister perspektivet i arbejdet og måske påvirkes negativt i sit syn på irakere. Sker det, er såvel hans kammerater som lederne garanter for, at der slås ned på sådanne, fejltrin, for at sikre, at fejlene ikke gentager sig.
Vi er Danmarks repræsentanter i området. Det ansvar lever vi op til – det bedste vi har lært - og det føler vi også, at vore landsmænd derhjemme bør være stolte af. Irakerne påskønner vort arbejde, og det går fremad i den rigtige retning.
Danskerne presses ikke af vore allierede venner i koalitionen til at gå på kompromis med de idealer, vi som danskere ser op til, når vi taler om respekten for det irakiske folk. Alle ansvarlige fordømmer de misbrug af magtmidler, som givet har fundet sted og alle retslige midler sættes ind for at straffe de skyldige og for at forhindre fremtidige misbrug.
Ved at feje for egen dør og påvirke vore allierede på alle niveauer står vi sammen om at sikre, at missionen lykkes. Vi føler os sikre på, at de ansvarlige hjemme i Danmark og den almindelige dansker støtter os i vore bestræbelser på, som repræsentanter for den danske nation at gøre et professionelt stykke arbejde, som alle kan være stolte af, og som vore allierede i stort omfang søger at kopiere.
Vi, der arbejder blandt irakerne, oplever dagligt den gensidige tillid og respekt der er opbygget. Mange af os oplever ligeledes dagligt, hvordan irakerne søger at bruge os som problemløsere – et sikkert tegn på tillid til de danske soldater.
Dette er også kendetegnende for de mere end 500 danske soldater, som er sendt til IRAK for ” at indgå i en multinational sikringsstyrke i Irak” med opgaven at skabe sikkerhed og stabilitet til støtte for det irakiske folks udvikling og opbygning af egne institutioner.
Vi er på godt og ondt et udpluk af den gennemsnitlige danske befolkning mellem 20 og 60 år, med alle de normer, fordomme og idealer, der følger heraf. Vi spænder over en skala fra dybt alvorlige professionelle til glade amatører med alt, hvad heraf følger.
Alligevel kan man fornemme den særlige danske approach til opgaven hernede. Dette kommer særligt frem i det nære, daglige samarbejde med de lokale irakere. Vi har dannet os et nuanceret billede af irakerne og deres folkesjæl. Dette billede er udviklet gradvist fra den danske styrke satte sine ben på irakisk jord medio 2003 og til dato.
Fra hold 1 ankom uden egentligt erfaring med denne dybt fremmede kultur, irakernes egen usikkerhed over for danskerne, er der sket meget positivt. Det har været en periode med fælles tillidsskabende foranstaltninger og så til nu, hvor begge kulturer har set hinanden an og er kommet til en fælles erkendelse og forståelse af situationens nødvendighed.
Irakerne har erkendt, at det lille danske kontingent går til opgaven på en særlig måde – ”Den danske model”. Den tager skyldig hensyn til religion og kultur, men også er baseret på respekt for det enkelte menneske, familien som enhed, demokratiske beslutninger og med en indgangsvinkel, der grundlæggende bygger på eksistensen af et retssamfund, som selv tager affære over for de, der bryder samfundets vedtagne regler.
De danske soldater, som daglig færdes blandt befolkningen, har lært irakerne og deres mentalitet at kende. De har ikke behov for at anvende daglig vold for at tøjle, undertrykke eller ydmyge nogen. Irakerne kan selv se forskel på ret og uret og har altid haft deres egen form for justits til sikring af fredelig sameksistens. Deres form for retfærdighed og æresbegreber er imidlertid mere kontant og direkte end det, vi i det høje nord gennem århundreder har arbejdet os frem til.
Det er muligt, at det irakiske samfund en dag vil fremstå som et forfinet vestligt samfund med moderne bekvemmelighedsgoder, parkeringsvagter, bilinspektion og grænseværdimiljøkontrol. Men der er lang vej igen. Magt avler modstand, og vold avler vold, og derfor er vejen frem ikke brolagt med banal magtanvendelse for at gennemtrumfe nogle normer, der ikke er grobund for her og nu.
Tag ikke fejl. Danskerne er gode soldater, der kan håndværket til bunds. Og vi vil ikke tøve med at påtage os opgaven. Det har vi allerede vist mange gange, specielt over for det lille mindretal af dybt kriminelle elementer, som både irakerne og koalitionsstyrkerne er enige om ikke skal have held til at ødelægge processen med at skabe og fastholde et retssamfund.
Men vi overholder de spilleregler, som gælder for militær magtanvendelse. Det sætter vi en ære i, og vi fordømmer som en hel naturlig ting i et retssamfund dem, der måtte træde ved siden af.
Vi skal ikke nedkæmpe fjendtlige enheder, erobre landområder eller at overgå befolkningen i voldsanvendelse. Vor opgave er at skabe tillid, at skabe ro og fred for befolkningen. Vi skal hjælpe retssamfundet i gang med at fungere efter at det i årtier har været udsat for brutalt magtmisbrug og afstumpet voldsanvendelse.
En 2 meter høj og 90 kilo tung smilende dansk konstabel kan sagtens sætte sig i respekt over for en lille spinkel araber uden hverken at myrde eller lemlæste eller ydmyge ham eller hans familiemedlemmer. Og den arabiske kultur er netop baseret på respekt – gensidig respekt. Respekt er basis for tillid - og tillid er nødvendig for samarbejde og fremskridt.
Vi har behov for irakernes respekt og tillid. Dette opnår vi ved vores permanente tilstedeværelse i lokalsamfundet og ved daglig kontakt til landsbyerne ved at gennemføre tillidsskabende patruljer, udføre CIMIC-projekter m.v. Ordholdenhed i forhold til myndigheder, stammer, byråd og toneangivende institutioner er også en forudsætning og endelig, at den enkelte soldat altid bevarer ro og omtanke.
I irakernes tankegang indgår, at ”dén har magten, har de største våben”. Man respekterer den, der har de fleste og de største og tungeste våben. Når f.eks. to stammer slås indbyrdes, så udveksles der drabelige skuddueller i timevis, jo mere larm jo bedre. Den, der først løber tør for ammunition, har tabt. Det er sjældent, at nogen kommer til skade under selve skydningen.
Taberen skal herefter straffes ved at aflevere et antal våben til vinderen. Hvis det endelig skulle være, så burde danskerne have tilført flere tunge våben, f.eks. kampvogne, for at vise at vi har de største våben. Dette har vi dog hidtil ikke følt, at der var behov for. Irakerne respekterer allerede vores magt på grund af den måde vi løser opgaverne på.
Hold 3 høster nu frugterne af tidligere danske holds opsøgende og tillidsskabende foranstaltninger Det har på mange måder gjort det lettere. Populært sagt er territorierne mærket af og vi skal så fortsætte og udbygge resultaterne. Det forpligter.
Vi er udmærket klar over, at selv mindre fejltrin begået af en dansk soldat kan ødelægge måneders arbejde. Derfor er vi også til stadighed på vagt over for tendenser til, at nogen mister perspektivet i arbejdet og måske påvirkes negativt i sit syn på irakere. Sker det, er såvel hans kammerater som lederne garanter for, at der slås ned på sådanne, fejltrin, for at sikre, at fejlene ikke gentager sig.
Vi er Danmarks repræsentanter i området. Det ansvar lever vi op til – det bedste vi har lært - og det føler vi også, at vore landsmænd derhjemme bør være stolte af. Irakerne påskønner vort arbejde, og det går fremad i den rigtige retning.
Danskerne presses ikke af vore allierede venner i koalitionen til at gå på kompromis med de idealer, vi som danskere ser op til, når vi taler om respekten for det irakiske folk. Alle ansvarlige fordømmer de misbrug af magtmidler, som givet har fundet sted og alle retslige midler sættes ind for at straffe de skyldige og for at forhindre fremtidige misbrug.
Ved at feje for egen dør og påvirke vore allierede på alle niveauer står vi sammen om at sikre, at missionen lykkes. Vi føler os sikre på, at de ansvarlige hjemme i Danmark og den almindelige dansker støtter os i vore bestræbelser på, som repræsentanter for den danske nation at gøre et professionelt stykke arbejde, som alle kan være stolte af, og som vore allierede i stort omfang søger at kopiere.
Vi, der arbejder blandt irakerne, oplever dagligt den gensidige tillid og respekt der er opbygget. Mange af os oplever ligeledes dagligt, hvordan irakerne søger at bruge os som problemløsere – et sikkert tegn på tillid til de danske soldater.