[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Baggrunden for den intense eftersøgning af våben skyldes lang tids ukontrolleret kamp mellem de to stridende stammer. Disse stammer har længe gennemført en hensynsløs kamp mod hinanden, beskudt den lokale politistation og forstyrret den offentlige trafik på Highway 6. Den Danske Bataljon besluttede derfor, at der skulle genoprettes ro og orden i området og derved ske en genopbyggelse af tilliden til de irakiske myndigheder.

I samarbejde med britiske styrker, ICDC (irakisk gendarmeri) og irakisk politi, gennemførte Den Danske Bataljon en omfattende eftersøgning af våben, hvor der blandt de britiske enheder indgik frømænd (til afsøgningen af kanaler og vandløb). Desuden indgik britiske hundepatruljer og eftersøgningshold.

Den store styrke overraskede og passiviserede, fuldstændig de to stridende stammer, og operationen forløb fredeligt. Operationen varede sammenlagt ca. 10 timer, og resultatet af anstrengelserne blev et større antal håndvåben, maskingeværer, morterer og en del ammunition.

Ingen britiske styrker eller irakere kom til skade ved operationen. En enkelt dansk soldat fik dog et mindre irakisk hundebid, men er dog ved godt mod efter forskrækkelsen.

De danske soldater beviste igen deres store kunnen og professionelle indstilling, ikke mindst deres evne til at samarbejde med britiske enheder. Dette til trods for, at operationen blev gennemført under temperaturer på op til 45 grader i skyggen. Det var en tilfreds Chef for de Danske styrker i Irak der efter operationen udtrykte stor tilfredshed med indsatsen.