[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Allerede fra daggry var der aktion i øvelsesområdet ved Ustka, hvor de danske og amerikanske rekognocseringsgrupper, heriblandt knap 70 personer fra I. Lette Opklaringseskadron, i ly af nattemørket havde indtaget deres pladser henholdsvis langs stranden og i skovene længere inde i terrænet.

Her skulle de, uden selv at blive set, observere og videregive alle oplysninger om mistænkelig adfærd og usædvanlig færden i området. Og opgaven blev løst til ug. Intet undgik de morgenskarpe blikke, hvad enten det gjaldt de lokale polske borgeres opvågning og ankomst til en ny arbejdsdag eller det omhandlede mere ”mystiske” observationer fra land eller luft.

Landgang
Og solen havde ikke skinnet mange søvnige minutter over stranden, før der kunne meldes om skibe og pansrede køretøjer. Nu var det tyske og russiske soldaters tur, og mens duggen svandt for de første solstråler tordnede tropperne frem over det hvide sand, forsvandt i marehalmen og videre ud i landsskabet i spredte grupper.

Fra udvalgte poster kunne såvel øvelsesledelse som indbudte gæster og pressefolk få et godt indblik i situationerne, og de kunne følge dagens intense program med landsætning af tropper, flygtningestrømme, kampsituationer, evakuerede, småoprør og endelig indsats.

Alt sammen for gæster og presses vedkommende kogt ned til et par begivenhedsrige og actionmættede timer i morgenen, men for selve øvelsesdeltagernes vedkommende, næsten en hel dags intens øvelse!
Ikke mindst vakte nogle episoder ved et checkpoint opmærksomhed, og her kunne de mange fremmødte polske pressefotografer for alvor knipse løs.

Styrker fra Tyskland og Litauen var her sat til at kontrollere og bevogtet checkpointen, da de blev ”angrebet” af frustrerede og bange flygtninge, spillet af polske værnepligtige, der levede sig godt ind i rollerne med masser af slagråb og kampgejst.

Her fik de tyske soldater også lejlighed til at vise, hvordan deres kamphunde arbejder. Hundene er specialtrænet til at finde, angribe og neutralisere eventuelle modstandere, og det gjorde hundene under øvelsen både hurtigt og effektivt.



Russiske BTR-80 rullede frem med ti mand ombord i hvert køretøj klar til indsats på stranden.

Evakuering
Der blev også tid til at se en evakuerings-station, hvor de mange flygtninge skulle igennem til kontrol og undersøgelse, og hvor de blev modtaget af tyske soldater. Hvert enkelt sted fik pressen samtidig en grundig forklaring af stedets leder om, hvad der lige netop skulle foregå her og hvorfor.



Flygtningene skulle kontrolleres og undersøges ved en silestation, der blev ledet af tyske enheder. Her var der både hospitalsfaciliteter og mulighed for bad, forplejning og de mere administrative opgaver.

Lidt modvilligt men alligevel med glimt i øjet, dukkede et par danske soldater fra opklaringseskadronen også frem ved en bro. Alle i fuld camouflage og med køretøjet dækket af viftende bøgegrene og fyrrenåle. Normalt skal eskadronen nemlig hverken ses eller høres, men for dog at vise pressen og de indbudte gæster, hvem man er, måtte et par altså trodse hemmelighedskræmmeriet og træde frem.

Men et par skjulte snigskytter og observatører, der faldt i et med omgivelserne og fortonede sig i græs og åbrink, blev ikke opdaget af pressens skarpe linser, og så var eskadronen tilfreds. Opgaven var løst tilfredsstillende.



Den danske opklaringseskadron brød for engang skyld kravet om usynlighed og dukkede op ved en bro, for at vise sig frem for presse og VIP’er.



Men der blev holdt godt øje med alt i baggrunden.

Roser til danskerne
Ved evalueringen af hele dagens tætte program, var det da også danskerne, der kunne høste de flotteste roser. Ikke mindst amerikanerne og russerne havde store lovord parat om enhedens indsats, der var både ”beundringsværdig”, ”effektiv” og ”præcis”.

Båret af en sådan succes kunne folkene nærmest svæve hjemad til teltlejren, hvor oprydning, afsløring og pak sammen ventede. En lang øvelse, en actionsmættet dag og endnu en opgave var overstået. Forude ventede kun hjemturen og så – sommerferie!