[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Det danske kontingent underlægges 1 engelske panserdivision (1UK Armoured Division) eller ”ørkenrotterne” og indsættes som en del af en af divisionens brigader (7 Armoured Brigade).
Opgaven for den danske enhed bliver blandt andet at genskabe og fastholde sikkerhed og stabilitet og muliggøre humanitære organisationers arbejde – blandt andet i form af eskorte af nødhjælpskolonner m.v.
Det Danske Kontingent indretter sig i to lejre. De vil indledningsvis bestå af telte, men indrettes hurtigst muligt i eksisterende bygninger og beboelsescontainere med aircondition. Det sker af hensyn til ekstreme klimatiske forhold, hvor temperaturen om sommeren kan komme op på 55 grader i dagtimerne og 25-30 grader om natten.
Det Danske Kontingent i Irak består af ca. 370 soldater.
Det Danske Kontingent omfatter:
1. Den Danske Bataljon
2. Det Nationale Støtteelement samt
3. Et forbindelses- og stabselement.
I initialfasen indgår endvidere et Ingeniørdetachement og et detachement fra Jægerkorpset i Det Danske Kontingent.
1. Den Danske Bataljon indretter egen selvstændige lejr ved byen Al Qurnah i den nordligste del af Bashra provinsen.
I Den Danske Bataljon indgår følgende elementer og enheder:
Ud over styrkens chef består staben af 24 soldater. Stabens opgave er at føre Den Danske Bataljon, og det er her de overordnede beslutninger træffes. Det er blandt andet i staben at stabschefen og cheferne for de enkelte specialer - militære operationer, efterretning, administration og presse samt logistik, signaltjeneste og IT - er placeret.
Enhedens to tolke, militære jurist, overlæge og feltpræst er også placeret i staben.
Det er 1. Jyske Brigade i Haderslev, der hovedsageligt bidrager med personel til staben.
En let opklaringseskadron med 99 soldater.
Opklaringseskadronen kan løse sikrings- og overvågningsopgaver og om nødvendigt begrænsede kampopgaver. Enheden medbringer blandt andet seks pansrede hjulkøretøjer, benævnt Eagle.
Soldaterne i den lette opklaringseskadron kommer fra Gardehussarregimentet og enheden hører til på Bornholm.
Organisatorisk består enheden af fire delinger:
- En kommandodeling på 30 soldater fordelt på en kommandosektion med blandt andre eskadronchefen, næstkommanderende og forbindelsesofficerer, en forsyningssektion samt en vedligeholdelsessektion, hvor enhedens mekanikere hører til.
-Tre spejderdelinger med 23 soldater i hver. Hver spejderdeling består ud over delingsfører og næstkommanderende af tre spejdergrupper med seks soldater i hver.
Et stabs- og logistikkompagni med 173 soldater.
Stabs- og logistikkompagniet er den største enhed i Den Danske Bataljon. Enheden skal blandt andet oprette og drive den danske lejr og kommandostation samt sørge for alle forsyninger til de danske soldater – lige fra mad og vand til brændstof og ammunition. Det er også stabs- og logistikkompagniet, der opretter og driver Det Danske Kontingents infirmeri og ambulancetjeneste. Enheden sørger desuden for ammunitions- og minerydning, driver kommunikationscentret og står for det militære-civile samarbejde.
I stabs- og logistikkompagniet indgår også en pansret infanterideling.
Organisatorisk består stabs- og logistikkompagniet af ni enheder.
Kommandosektionen med ti soldater fordelt på en kommandosektion – blandt andet med enhedens chef, næstkommanderende og administrativt personel – samt
en forsynings- og vedligeholdelsesgruppe med mekanikere og forsyningspersonel. Personellet kommer fra Det Danske Internationale Logistikcenter i Vordingborg, DANILOG.
En forsynings- og transportdeling med 19 soldater. Enheden står for alle opgaver, der vedrører forsyning og transport, og det er her man finder DANBN/IRAKs mere specialiserede bilpark omfattende store lastvogne, gaffeltrucks, tank- og bjergningsvogne, busser og kraner. Forsynings- transportdelingen er delt i to mindre enheder, som hver tager vare på de to kerneområder. Personellet kommer også her fra DANILOG.
En reparationsdeling med 20 soldater, som for de flestes vedkommende er fagudlært personel. Enheden tæller ud over delingsføreren fire grupper med specialister indenfor blandt andet elektronik, våben, motorer og reservedele. Disse 20 soldater kommer ligeledes fra DANILOG.
En lejrsektion med 13 soldater fra Gardehusarregiment i Slagelse. Som navnet antyder er det personel herfra, der driver den danske lejr. Denne sektion er også domineret af faguddannet personel og tæller blandt andet en stærkstrømselektriker, en tømrer og en murer. Men det er også her vi finder en kok, en bager og en slagter. Enheden er delt op i en lejrgruppe og en køkkengruppe.
Kommunikationscentret har tilknyttet seks soldater fra Telegrafregimentet i Fredericia. Enheden bemander og vedligeholder alle vitale kommunikationsmidler til og fra Danmark og andre myndigheder i den multinationale Irak-styrke.
En sanitetsdeling fra Gardehusarregimentet med 41 soldater, læger, tandlæger og sygeplejersker. Enheden består blandt andet af fire pansrede sanitetsgrupper, der råder over pansrede sanitetskøretøjer. Desuden indgår en ambulancegruppe, som har en pansret ambulance af mærket SISU med til Irak. I enheden findes to såkaldte forbindingspladser med hver en læge og tre sygepassere. Selve infirmeriet bygges op af telte og ti 20 fods containere, der blandt andet er indrettet som tandlægeklinik, skadestue og intensiv afdeling samt vaskeri m.v.
Sanitetsdelingen skal også kunne yde støtte til civilbefolkningen i den udstrækning der er behov herfor.
En pansret ingeniør- og ammunitionsrydningssektion med 12 soldater fra Ingeniørregimentet i Skive. Sektionens personel er specialister i mine- og ammunitionsrydning og medbringer to minerydningsplejle af mærket Hydrema.
I CIMIC-detachementet, der tager sig af det militære-civile samarbejde, indgår der 15 soldater, som stilles til rådig af DANILOG i Vordingborg. CIMIC-enheden er forbindelsesledet mellem Den Danske Bataljon og de civile myndigheder og enkeltpersoner i Irak. Herunder de internationale nødhjælpsorganisationer. Blandt CIMIC-personellets primære opgaver er registrering og koordinering af de opgaver, hvor der er behov for militærets hjælp i forbindelse med genopbygningen af det civile Irak.
Den sidste enhed i stab- og logistikkompagniet er en pansret infanterideling med 33 soldater som blandt andet skal bevogte lejren eller løse andre opgaver, hvor der kræves pansrede bæltekøretøjer. Enheden er opdelt i tre grupper, der hver råder over en pansret mandskabsvogn, PMV 113. De 33 soldater i enheden kommer fra Jydske Dragonregiments enhed i Oksbøllejren.
Et militærpolitidetachement på ti militærpolitifolk fra Trænregimentet i Aalborg. Militærpolitiet skal løse militærpolitiopgaver som eksempelvis trafikkontrol. Enheden opretter og betjener egen militærpolitistation og arrest i indsættelsesområdet. Det Danske Militærpoliti Detachement vil muligvis også kunne yde støtte til det lokale eller internationale politi, i den udstrækning, der er behov for, og kapacitet til det.
Jægersoldater og ingeniørdetachement
I den første fase i Irak vil Det Danske Kontingent blive støttet af et detachement på ca. 15 soldater fra Jægerkorpset. Jægersoldaterne skal yde beskyttelse for de danske enheder i den indledende fase – den såkaldte initialfase.
I samme fase støttes Det Danske Kontingent af et ingeniørdetachement på 55 soldater fra Ingeniørregimentet, som skal etablere de danske lejre.
Detachementet består blandt andet af en konstruktionsdeling med tre konstruktionsgrupper, hvor der indgår håndværksuddannet personel. Desuden indgår en maskinsektion og en vedligeholdelsessektion, som tager vare på den store mængde ingeniørmaskiner, der blandt andet tæller rendegravere, bulldozere, jordhøvle, dumpere og blokvogne.
2. Et Nationalt Støtteelement.
Det nationale støtteelementet placeres i byen Al Shaibah sydvest for byen Bashra.
Støtteelementets opgave er at modtage, opbevare og fordele alle forsyningsgenstande til og fra Det Danske Bataljon. Støtteelementet opretter en selvstændig lejr med kommando-, reparations- og lejrsektioner. Desuden indeholder støtteelementet kommunikationscenter og et sanitetsteam med læge, sygeplejerske og sygepasser. Kontingentets økonomi og regnskaber administreres fra økonomi- og regnskabsgruppen, som er placeret i støtteelementet. De fire regnskabsfolk er alle civile, der til daglig er ansat ved Forsvarets myndigheder.
Den største enhed i elementet er forsyningsdelingen med 16 soldater. Den står for modtagelse, afsendelse og transport af alle danske forsyninger efter de er ankommet til Irak med fly eller skib. Soldaterne i støtteelementet stilles til rådighed af Trænregiment i Aalborg.
3. Et forbindelses- og stabselement, der med sine otte soldater er Det Danske Kontingents mindste enhed.
Elementets officerer holder den daglige kontakt og koordinerer opgaverne med den britiske brigade og division, som danskerne er underlagt. Nogle af officererne bemander en række stabsfunktioner ved de britiske stabshovedkvarteret i Bashra. Personellet i forbindelses- og stabselementet kommer fra forskellige regimenter.