[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

CIMIC-organisationens opgaver i forbindelse med det irakiske valg i januar 2005 bliver bl.a. at medvirke til at oplyse den irakiske befolkning.

Den skal således have viden om betydningen af frie og demokratiske valg, samt at det rent faktisk tjener et formål at stemme - og efter egen overbevisning. Dette vil ske i direkte dialog med befolkningen, og også de irakiske medier vil blive involveret. CIMIC-organisationen vil derudover medvirke ved udarbejdelsen af valgmateriale, ligesom man vil træne for eksempel de valgtilforordnede. Endelig vil CIMIC-organisationen bidrage til løsningen af diverse logistiske opgaver lige fra forplejning til transport.



Multinational Division Central South består af en styrke på 6.500 mand, der dækker en femtedel af Irak

Proces i gang
En dansk valgkamp kan gennemføres på få uger. Det kan lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et veletableret parti- og valgapparat. Et valg i Irak er til gengæld noget ganske andet. Her vidner historien om andre traditioner end i Danmark, og derfor er demokratiseringsprocessen iværksat. Det ultimative mål er frie valg i henhold til den nye irakiske forfatning til december 2005, hvor mellem 12 og 15 millioner irakere får mulighed for at stemme.

Inden det kan ske, er det dog nødvendigt at registrere vælgerne. De oprindelige registre kan nemlig ikke længere anvendes. I divisionens ansvarsområde forventes det, at ca. 2,7 millioner irakere vil lade sig registrere som vælgere. Tallene er beregnet på grundlag af provinserne Al Qadisiyah, An Najaf, Babil, Karbala og Wasit.

Tre faser
Klargøringen til det irakiske valg i januar 2005 - fase I - er allerede igang. De første forberedelser blev gjort i juni 2004. I september 2004 vil registreringen af såvel vælgere som kandidater foregå, og denne proces vil være fuldendt med udgangen af november 2004 - efter Ramadanens afslutning.

Fase II vil løbe fra december 2004 til begyndelsen/midten af januar 2005, hvor valgkampen vil foregå. Hvorvidt valget skal afvikles over en eller flere dage vil blive afgjort senere.

Fase III vil tage sin begyndelse i slutningen af januar 2005. Der vil overgangsregeringen og -parlamentet (d.v.s. den lovgivende overgangsforsamling = Transitional Legislative Assembly) begynde sit arbejde med at formulere en ny forfatning. Forslaget til ny forfatning skal præsenteres til august 2005. Den endelige forfatning ventes derefter vedtaget til oktober 2005, hvorefter de første egentlige frie valg efter den nye irakiske forfatning kan afvikles til december 2005.

Mange kandidater
Det kommende irakiske valg bliver ikke lige så simpelt og forudsigeligt, som valgene var under det tidligere regime. I alle tilfælde kan det ikke forventes, at én kandidat får alle stemmerne, som det skete, da tidligere præsident Saddam Hussein opnåede samtlige 100 procent af stemmerne. Denne gang forventes det, at der kan stemmes på ikke færre end 6.000 kandidater fra flere end 100 politiske partier.

Ansvaret er vigtigt
Det er meget vigtigt at have for øje, at FN - som har medvirket ved udformningen af retningslinierne for det irakiske valg i januar 2005 - ikke stiller krav om afvikling af lokalvalg forud for valget i januar 2005. Omvendt kan Den selvstændige irakiske Valgkommission beslutte at udskrive lokalvalg inden januar 2005, hvis den ønsker det. Det er nemlig irakerne selv, der bestemmer over Irak.

Afholdelse af valgene vil cementere, at Irak er et frit og suverænt land, der selv kan bestemme sin egen skæbne. Ikke mindst derfor er det vigtigt, at det irakiske folk påtager sig det særlige ansvar, det nu engang er at vælge sit lands politikere. Koalitionsstyrkerne er også bevidste om deres ansvar, for det irakiske valg i januar 2005 skal blive en succes.



Generelt set mødes koalitionsstyrkerne med venlighed – og så selv om det er to forskellige verdener, der mødes.