[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Støv er normalt noget, der kan få håret til at rejse sig på de fleste husmødre, men i militært sprogbrug dækker ordet over noget helt andet, nemlig en stabsøvelse, og det er netop det Den Danske Internationale Brigade, i daglig tale DIB, er på i disse dage.

På AZUR/STØV/FELT som øvelsen hedder er det dog ikke kun stabsofficerer, der bliver øvet. Brigaden har både taget kampsoldater og støttetropper med til det vestjyske område mellem Holstebro og Herning, hvor øvelsen foregår.

Som noget nyt i år er telegrafkompagniet fra Telegrafregimentet i Fredericia og soldaterne fra brigadens stabskompagni fra Det Danske Internationale Logistikcenter i Vordingborg med på øvelsen som en del af deres tilbagevendende vedligeholdende uddannelse, der skal holde dem klar til at blive sendt ud på missioner i det store udland.

Normalt i Oksbøl
Uddannelsen forgår normalt i Oksbøl øvelsesterræn, men er i år flyttet ud i det civile ter-ræn for at give soldaterne fra netop disse kompagnier nogle mere udfordrende og realistiske øvelsesmuligheder, end de er vandt til. Selvom øvelsesterrænet i Oksbøl er godt, er det jo begrænset, hvor store afstande telegrafisterne skal sende deres signaler over, og hvor mange mærkelige steder man kan finde at sætte en kommandostation op.

Udover brigadestaben deltager brigadens bataljoner også med deres stabe og mindre kommandostationer. De har dog ingen soldater med, men nøjes med at øve sig i at lave stabsarbejde og i at koordinere deres planer med hinanden, så der kan komme større sammenhæng og professionalisme i de militære operationer.



Premierløjtnant Lars Andreasen fra den lette opklaringseskadron drøfter slagplanen med sine underførere.

Fjenden er fra Bornholm
De mange kommandostationer gør det også muligt at øve en af brigadens kamp enheder. Den lette opklaringseskadron fra Bornholm har netop som en af sine opgaver at søge uset om bag fjendens linier og finde hans kommandostationer, så de kan for at ødelægges af fly og artilleri. De deltager derfor i øvelsen som orange styrke, hvilket igen giver soldaterne på kommandostationerne en grund til at holde øjne og øre åbne.

Øvelse AZUR/STØV/FELT kører mellem Holstebro og Herning indtil fredag den anden april. Der deltager ca. 650 soldater i øvelsen.



Soldater fra brigadens stabskompagni nyder deres velfortjente aftensmad efter en hurtig flytning af kommandostationen.